Mærsk-konkurrent opjusterer efter mildere kvartal

"Vi er begyndt at se tydelige tegn på et opsving i den amerikanske økonomi," siger Koichi Muto, Mitsuis topchef.
AF RITZAU FINANS

Årets første tre måneder blev ikke så udfordrende som frygtet, og underskuddet bliver derfor mindre end ventet hos Mitsui OSK Lines, et af Japans allerstørste rederier.

Tabet bliver omkring 27 mia. yen - ca. 1,82 mia. kr. - for hele regnskabsåret, der sluttede 31. marts. Det siger Koichi Muto, Mitsuis topchef, i en tale ifølge shippingavisen Lloyd's List. I januar spåede rederiet ellers et tab på 29 mia. yen - ca. 1,96 mia. kr.

Tegn på opsving

"Vi er begyndt at se tydelige tegn på et opsving i den amerikanske økonomi," siger Koichi Muto, og peger også på en svækkelse i den japanske valuta, yen, som årsag til bedringen: "I eurozonen ser vi et skarpt opsving i fragtraterne oven på en stigning i handelsvolumen," uddyber Kaichi Muto.

Ifølge Alphaliner er Mitsuis containerrederi, MOL, verdens tiendestørste med en markedsandel på 2,9 pct. Til sammenligning indtager A.P. Møller - Mærsk-koncernen førstepladsen med en markedsandel på 15,8 pct. MOL deltager dog i G6-alliancen, som til sammen sidder på knap en fjerdedel af kapaciteten på Asien-Nordeuropa-ruten, verdens travleste handelsrute.

Det fulde regnskab fra Mitsui OSK Lines kommer 27. april.

RITZAU FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også