Containerindeks indikerer succes med ratestigninger

Med stigningerne bør branchen være klart i overskud på Asien-Europa, mener Alm. Brand Markets, der forventer, at A.P. Møller - Mærsk vil opjustere sine resultatforventninger for container.
AF RITZAU FINANS

A.P. Møller - Mærsks containerrederi Maersk Line kunne næsten ikke have håbet på et bedre forløb af sine varslede ratestigninger. 1. marts lykkedes det nær at fordoble raterne mellem Asien og Europa, og fredagens tal fra Shanghai Shipping Exchange viser, at verdens rederier ser ud til at have succes med anden ombæring ratestigninger første april.

Shanghai Containerized Freight Index, der måler spotraterne ud af Shanghai, viser en generel stigning til 1347,50 dollar fra 1230,18 dollar i sidste uge, en stigning på omkring 9,5 pct. Det indikerer, at afskiberne allerede nu betaler en højere rate i forventning til en succes gennemførelse af raterne næste uge.

Stærke stigninger

"Stigningen i indekset indikerer stærke stigninger, fordi underliggende ruter, særligt ruterne til EU, der udgør 30 pct. af det samlede indeks. Da vi så effekten af den første runde ratestigninger steg SCFI med 19,1 pct., hvilket på daværende tidspunkt svarede til 586 dollar per tyvefodscontainer," skriver A.P. Møller - Mærsk-analytiker hos Alm. Brand Markets Jesper Christensen i en kort analyse og fortsætter:

"Nuværende stigning på 9,5 pct. indikerer derfor en stigning i spotraterne på 239 dollar per tyvefodscotnainer på ruten, hvilket vil være den samme succesrate som den første stigning."

Stor splittelse

2011 var et frygteligt år for rederierne, hvor en priskrig sendte raterne i et styrtdyk og rederiernes bundlinjer i store minusser. Per første marts gennemførte rederierne ratestigninger på mellem 700 og 800 dollar, og per første april varsles stigninger på 400 dollar. Der har været stor splittelse over, hvorvidt rederierne ville være i stand til det i et marked, der er præget af overkapacitet.

"Med stigningerne bør branchen være klart i overskud på Asien-Europa, og vi forventer, at A.P. Møller - Mærsk vil opjustere sine resultatforventninger for container. Dagens data underbygger vores positive rateforventninger, som vi endda snart venter at måtte hæve, og vores købsanbefaling på Mærsk."

 

 

 

RITZAU FINANS

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også