Strid om ny overenskomst udløser retssag

Overenskomsten i DIS-skibene mellem Danmarks Rederiforening og Søfartens Ledere er bortfaldet efter to års resultatløse forhandlinger. Søfartens Ledere vil afprøve sagen ved en domstol.

Efter et snart 2-årigt resultatløst forhandlingsforløb om DIS-overenskomsten for navigatører havde Danmarks Rederiforening inviteret Søfartens Ledere til møde den 6. marts 2012 for at gøre endnu et forsøg på at få forhandlet en ny overenskomst på plads.At overenskomsten endnu ikke er fornyet har betydet, at man i forhold til øvrige overenskomster er ”en overenskomstperiode bagud”. For de enkelte navigatører indebærer det, at de i forhold til kolleger fra andre faggrupper er bagud med lønregulering. Det er for eksempel stadig lønnen pr. 1. april 2009 der er gældende, når der ansættes navigatører i DIS skibe.

”Vi havde givet os selv et halvt år til at nå en aftale, men måtte allerede på mødet den 6. marts 2012 konstatere, at der stadig ikke var udsigt til at få enderne til at nå sammen,” oplyser Formanden for Danmarks Rederiforenings forhandlingsudvalg, Henrik Sloth, A. P. Møller Maersk.

Retssag på vej

Formanden for Søfartens Ledere, Jens Nadal, siger om sammenbruddet:

"Fra Søfartens Ledere har vi siden forhandlingernes start gjort det klart, at en langsigtet aftale om sammenhængen mellem nettolønningerne i DIS og ændringer i skat på arbejdsindkomst i Danmark, havde større prioritet end her-og-nu-stigninger i nettolønningerne. Ved forhandlinger konkretiserede vi det ved at tilbyde, at vi kunne slå en streg over al udestående regulering af nettolønningerne, som følge af skattelettelserne givet til alle andre skatteborgere i Danmark i 2010 og 2011, mod til gengæld at indgå aftale om en fremadrettet implementering af de skattelettelser andre danskere fik med Forårspakke 2.0."

Søfartens Ledere har meddelt, at man vil anlægge retssag om ”skat”. Det finder rederiforeningen uforståeligt og ser et sagsanlæg som en klar tilkendegivelse af, at man ikke kan forhandle sig til rette, og ikke vil kunne føre til, at der opnås enighed om en ny overenskomst.

Resultatet af mødet i går den 6. marts 2012 blev, at Rederiforeningen konstaterede, at der ikke var vilje og udsigt til at slutte en overenskomst: At overenskomsten blev opsagt af parterne i december måned 2009, og nu ikke længere forhandles og derfor er bortfaldet.

Konsekvenserne

En konsekvens af overenskomstens bortfald er ifølge rederne, at den rammeaftale, der var lavet med henvisning til og på grundlag af overenskomsten, heller ikke længere har nogen berettigelse. Derfor er Rammeaftalen sagt op med det aftalte varsel og bortfalder for navigatørernes vedkommende den 6. september 2012.

Ifølge Jens Naldal vil Søfartens Ledere nu gå videre med at anlægge en retssag om spørgsmålet, som vil afklare, om der skal der ske en regulering af nettolønningerne i DIS, når der sker ændringer i skattetrykket i Danmark?

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også