Mærsk Line strammer prisskruen igen

I alt varsles ratestigninger på 14 forskellige ruter, men det er kun prisstigningerne fra Fjernøsten til Vestafrika, der er koordineret med AWATA.
AF RITZAU FINANS

Maersk Line hæver priserne på flere af sine containerruter med effekt fra 1. april. Det fremgår af rederiets ugentlige nyhedsbrev til dets kunder.

"For fortsat at kunne tilbyde en bred portefølje af service og en høj pålidelighed er det nødvendigt for os at gennemføre en række ratestigninger, forklarer Maersk Line og beder om kundernes forståelse.
Prisen for at få fragtet en tyvefodscontainer fra Fjernøsten til Vestafrika stiger med 250 dollar. Prisstigningen sker i samarbejde med Asia West Africa Trade Agreement (AWATA), som ud over Maersk Line blandt andet tækker CMA-CGM, MSC og Mitsui OSK. I alt varsles ratestigninger på 14 forskellige ruter, men det er kun prisstigningerne fra Fjernøsten til Vestafrika, der er koordineret med AWATA.

Vrede kunder

Derudover hæver Maersk Line prisen for at få fragtet en container gennem Suezkanalen. Det sker med henvisning til prisforhøjelser fra kanalmyndighedernes side. Maersk Line indførte i 2009 et gebyr på 25 dollar for at få en container gennem Suez. Fra 1. april stiger det med 15 dollar, fremgår det af nyhedsbrevet. De mange prisstigninger, som Maersk Line har gennemført den seneste tid, begynder at vække vrede hos kunderne. Det skrev Dagbladet Børsen tirsdag.

"Man kan undre sig over, hvordan man kan sætte prisen op til det dobbelte med kort varsel. Det virker, som om fem-seks rederier sidder om det runde bord og bliver enige om, at de mangler penge. Men jeg ved ikke, hvordan det hænger sammen," sagde Henrik Kristensen, direktør og ejer af Inter Sales, som importerer elektronikprodukter fra Kina, til avisen.

RITZAU FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også