Houthier hævder at stå bag angreb mod amerikanske krigsskibe

Houthier har udført angreb i Det Røde Hav i protest mod Israel. Tirsdag var amerikanske krigsskibe målet.
Foto: Khaled Abdullah/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Khaled Abdullah/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den militante houthibevægelse, som har base i Yemen, hævder at have angrebet to amerikanske krigsskibe i Det Røde Hav.

Det siger en talsmand for gruppen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Missiler og droner er blevet brugt i forbindelse med angrebet.

Det er fortsat uvist, hvorvidt der er tilskadekomne, eller om skibene i det hele taget er blevet ramt.

Farvandet har i flere måneder dannet rammerne om en offensiv, som houthierne har stået bag. De har blandt andet udført adskillige angreb mod fragtskibe i området.

Angrebene sker ifølge houthierne i protest mod Israels krig mod den palæstinensiske bevægelse Hamas i Gazastriben.

Houthierne er allierede med Hamas, og begge bevægelser er allierede med og støttes af Iran, som er Israels ærkefjende.

Bevægelsen har taget magten i de mest folkerige dele af Yemen, heriblandt landets hovedstad, Sanaa, og den vigtige havneby Hodeida.

For international skibsfart har angrebene haft store konsekvenser.

Mange rederier sender deres skibe syd om Afrika for at undgå Det Røde Hav, når de sejler mellem Europa og Asien.

Det koster både ekstra tid og ekstra brændstof at skulle sejle den lange vej rundt om Afrika i stedet for at sejle via Suezkanalen og Det Røde Hav.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også