Houthierne angriber græsk skib ud for Yemen

Et fragtskib er lettere beskadiget, men besætningen er uskadt efter et formodet missilangreb ud for Yemen.
Foto: Khaled Abdullah/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Khaled Abdullah/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Houthibevægelsen i Yemen har foretaget et missilangreb mod et græskejet skib i Aden-bugten torsdag. Det meddeler gruppen, som dog i første omgang har betegnet skibet, ”Lycavitos”, som britisk.

Fragtskibet er ejet af shippingselskabet Helikon, der har kontorer i London, Athen og i den kinesiske by Dalian.

Det sejler under Barbados’ flag.

Den Britiske Organisation for Maritime Operationer (UKMTO) meddelte tidligere torsdag, at det havde modtaget meldinger om en eksplosion på et fartøj omkring 85 sømil fra Aden og var ved at undersøge sagen.

Det britiske sikkerhedsfirma Ambrey meddeler, at skibet blev lettere beskadiget, efter at være blevet ramt af en form for projektil.

Besætningsmedlemmerne er uskadt, meddeler Ambrey.

Siden krigen i Gazastriben brød ud i oktober sidste år, har houthierne i stigende grad truet de skibe, der passerer Yemen.

Ifølge den militante bevægelse angriber den udenlandske skibe i protest mod Israels krig mod Hamas i Gaza.

Skibe, der skal fra Europa til Asien, sejler som regel gennem Suezkanalen i Egypten og videre via Det Røde Hav og Bab al-Mandab-strædet.

Men på grund af houthibevægelsens angreb er mange rederier – blandt andet danske Mærsk - begyndt at sende deres skibe ud på den meget længere rute syd om Afrika.

For at beskytte den tilbageværende skibstrafik i Det Røde Hav har USA, Storbritannien og flere andre lande sendt orlogsskibe til området.

Desuden har USA og Storbritannien iværksat en militær operation, som har ført til flere angreb på houthimål i Yemen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også