Firma melder om fejlagtigt houthiangreb mod skib med russisk olie

Houthier har lovet gengæld efter amerikansk-britisk angreb. Missil landede 4-500 meter fra skib.
Foto: Khaled Abdullah/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Khaled Abdullah/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Houthierne har tilsyneladende ved en fejl fredag affyret et missil mod et tankskib med russisk olie.

Det oplyser det britiske sikkerhedsfirma Ambrey ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den britiske organisation for maritime operationer (UKMTO) fik fredag en melding om et missil affyret 90 sømil - knap 170 kilometer - sydøst for havnebyen Aden.

”Skibsføreren indrapporterede, at missilet landede 4-500 meter væk,” står der i en meddelelse fra UKMTO.

Der er ingen meldinger om sårede eller tilskadekomne.

Tidligt fredag angreb Storbritannien og USA en række mål i de Houthi-kontrollerede dele af Yemen. Det skete som modsvar på en række angreb fra houthierne mod international skibstrafik i Det Røde Hav.

Houthierne har efterfølgende lovet gengæld samt, at deres skibsangreb vil fortsætte.

Ifølge Ambrey er fredagens angreb det andet, hvor et tankskib ”fejlagtigt er mål for et angreb af houthierne, mens det fragter russisk olie”.

Houthierne har taget magten i store dele af Yemen, heriblandt landets hovedstad, Sanaa, og den vigtige havneby Hodeida. Imens holder den internationalt anerkendte regering til sydpå i havnebyen Aden.

Siden 19. november har bevægelsen sendt en bølge af droner og missiler mod kommercielle vestlige fartøjer i Det Røde Hav.

Det er sket som protest mod Israels militæroperationer i Gaza, som ifølge områdets Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder har kostet knap 24.000 mennesker livet.

Ifølge Reuters siger Houthi-bevægelsen, at fem personer fra bevægelsen blev dræbt i i alt 73 luftangreb, der blev udført tidligt fredag af USA og Storbritannien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også