Fragtrater fra Kina til Europa brager op - mere end fordoblet efter uro i Det Røde Hav

Priserne på at få fragtet en container fra Kina til Nordeuropa er mere end fordoblet de seneste to uger. 
Foto: Bodo Marks/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Bodo Marks/AP/Ritzau Scanpix
Marketwire

Priserne på at få fragtet en container fra Kina til Nordeuropa er mere end fordoblet de seneste to uger, efter at rederierne har omlagt ruter og må sejle klart længere, fordi flere skibe er blevet angrebet i Det Røde Hav.

Nærmere bestemt er prisen steget 114,6 pct. til 3577, hvis man skal have sejlet en såkaldt fyrrefodscontainer til hollandske Rotterdam i Europa fra Shanghai i Kina.

Det viser data fra World Container Index (WCI), der opgøres af konsulenthuset Drewry om torsdagen, men som denne gang dækker de seneste to uger på grund af pause over julen.

Det samlede indeks er steget 60,8 pct. de seneste to uger efter en stigning på 9,2 pct. ugen forinden, hvor urolighederne også allerede var begyndt af få effekt og få rederier til at ændre kurs.

Også på de to vigtige handelsruter til Los Angeles og New York i USA er prisen steget betragteligt.

Til Los Angeles på vestkysten koster det nu 2726 dollar at fragte en fyrrefodscontainer, og det er 23,8 pct. mere end to uger forinden. Samtidig er prisen steget 25,50 pct. til 3858 dollar, hvis containeren skal til New York på østkysten.

Der er tale om spotrater, som modsat de lange kontrakter løbende ændrer sig.

En lang række store containerrederier sejler uden om Det Røde Hav, efter at flere skibe har været udsat for angreb eller er blevet forsøgt angrebet.

Senest har A.P. Møller-Mærsk, der ellers igen var begyndt at sejle via Det Røde Hav, instrueret sine skibe i at holde pause, når de nærmer sig området, da et af rederiets skibe over julen blev angrebet. Andre af Mærsks skibe sendes uden om Afrika.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også