Miljøminister vil indkalde Mærsk til møde om tabte containere

Det er ikke tilfredsstillende, at frivillige indtil onsdag har stået for oprydningsindsats, mener minister. Opdateret.
Miljøminister Magnus Heunicke (S). | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Miljøminister Magnus Heunicke (S). | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har indkaldt Folketingets miljøordførere til et hastemøde om de containere, som et Mærsk-skib tabte under stormen Pia.

Det fortæller han til Ekstra Bladet.

Mødet vil finde sted torsdag. Miljøministeren siger også til mediet, at han vil indkalde Mærsk til et møde.

Sagen handler om de 46 containere, som fragtskibet Mayview Maersk natten til den 22. december tabte i Skagerrak.

Fire af containerne er ifølge Mærsk drevet i land, mens et bjærgningsfartøj er på udkig efter de andre.

Onsdag begyndte oprydningsarbejdet på de berørte strande for alvor. Der er blevet sat gummigeder og ladvogne ind flere steder langs den nordjyske kyst.

Indtil onsdag var det frivillige, der stod for at rydde op.

Det er ikke tilfredsstillende, siger Magnus Heunicke til Ekstra Bladet.

Det skyldes blandt andet, at der blandt indholdet fra containerne er medicinsk udstyr. Det burde man ikke overlade til frivillige at håndtere, mener ministeren.

Han vil dog ikke gå så langt som til at udtale en skarp kritik af Mærsk.

”Når jeg har fået briefinger - jeg har jo fået grundige briefinger af Miljøstyrelsen - så er der i de briefinger ikke noget, som på nuværende tidspunkt indikerer, at der har været brister i forhold til Mærsks arbejde.”

”Derfor er det for tidligt for mig som minister at drage den konklusion,” siger Magnus Heunicke til Ekstra Bladet.

Mærsk har tidligere meddelt, at man ser med stor alvor på situationen. Rederiet har erklæret sig villig til at dække de omkostninger, der er forbundet med oprydningen.

Siden har Danmarks Fiskeriforening meldt ud, at man vil kræve erstatning for de skader, der risikerer at opstå på de fartøjer, der fisker i området.

Mødet med miljøordførerne torsdag vil foruden sagen om containerne også handle om et jordskred ved virksomheden Nordic Waste i Randers.

Det skriver Magnus Heunicke på det sociale medie X, der før hed Twitter.

”Myndighederne arbejder sammen med lokale kræfter på højtryk i begge sager, som er vidt forskellige,” skriver han.

(Opdateret kl. 8:42 med flere kommentarer fra Magnus Heunicke).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også