Forskningsprojekt skal mindske fragtskibes forbrug af brændstof

Et nyt forskningsprojekt skal sikre, at fragtskibe hurtigere kan få en kajplads og dermed udleder mindre CO2.
Foto: Steffen Trumpf/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Steffen Trumpf/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Et nyt internationalt forskningsprojekt med Syddansk Universitet (SDU) i spidsen skal bekæmpe kødannelser uden for havnene.

Det skriver SDU i en pressemeddelelse.

Formålet med projektet er at sikre, at fragtskibe ikke spilder for meget brændstof, fordi de skal vente på at få en kajplads.

På den måde vil skibene udlede mindre CO2.

Forskningslederen bag projektet er Julia Pahl, som er lektor på Det Tekniske Fakultet på SDU.

Hun forklarer, at blandt andet vejrforhold kan være med til at forhindre, at skibe ankommer til havnene det aftalte tidspunkt.

Når skibene bliver forsinkede, er der risiko for, at de mister deres kajpladser og derfor bliver nødt til at vente på at få en ny plads.

”De sejler i et bestemt tempo og skal vente, hvilket udleder en del CO2. Så idéen her er, at man kommunikerer den forventede ankomsttid og forsinkelser gennem vores løsning,” siger Julia Pahl.

Hun tilføjer, at projektet skal gøre skibene bedre til at bruge metoden ”slow steaming”. Det vil sige, at de sejler langsommere, når de skal til en havn, fordi de på forhånd ved, at der vil være kø, hvis de sejler det normale tempo.

”Når de bruger ”slow steaming”, kan de spare brændstof og dermed udlede mindre CO2.”

I en rapport fra 2020, som er udarbejdet af blandt andet FN’s søfartsorganisation (IMO), står der, at skibe bruger mellem fem til ti procent af deres tid på at vente på at sejle ind i en havn.

Det er netop det, som forskningsprojektet, der hedder ”Mission” - en forkortelse af ”Maritime just in time optimisation” - vil gøre op med.

Projektet handler om at udvikle en kommunikations- og logistikplatform, som skal sørge for, at skibene først ankommer til havnene, når der er plads til dem.

- Der er tale om en it-løsning, der skal kunne integreres i eksisterende systemer. Den skal være en platform, der skal dele tidsoplysninger mellem parterne i rette tid.

Ud over SDU er 30 europæiske partnere - heriblandt universiteter, havne, shippingfirmaer og teknologivirksomheder - involveret i projektet, der ventes at tage 3,5 år.

”Mission” skal efter planen skydes i gang i januar. Kommunikations- og logistikplatformen ventes at blive testet i 2025.

Projektet er finansieret af Europa-Kommissionen og er støttet med 7,5 millioner euro, som svarer til knap 56 millioner kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også