Endnu et strandet fragtskib har forladt Ukraine via ny udvej

Det andet fragtskib har benyttet en ny korridor, som Ukraine har etableret igennem Sortehavet til fragtskibe, som har været strandet siden krigens begyndelse.
Nu er to handelsskibe sejlet i sikkerhed fra Ukraine på ny humanitær korridor. Skibet på billedet er ikke relateret. | Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix
Nu er to handelsskibe sejlet i sikkerhed fra Ukraine på ny humanitær korridor. Skibet på billedet er ikke relateret. | Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix

Tørlastskibet Prius indflaget i Liberia er det andet skib, som har forladt den store havneby Odessa under en ny ”humanitær korridor”, som skal give fragtskibe mulighed for at slippe ud i internationalt farvand. 

Det skriver Bloomberg. 

”Det andet skib er nået ind i rumænsk farvand efter med succes at have navigeret gennem vores midlertidige Sortehavs-korridor,” skrev Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, søndag på det sociale medie X, tidligere Twitter.

Ukraine etablerede tidligere på måneden den midlertidige vej ud af Ukraine for fragtskibe, som har været strandet i landets havne siden krigens begyndelse i februar 2022. 

Det første skib, som benyttede den midlertidige flugtrute for fragtskibe, var det Hongkong-flagede skib MSC-skib Joseph Schulte. Det store containerskib nåede sikkert til Istanbul for ti dage siden.

Ruten, som overvåges af det ukrainske militær, blev oprettet kort tid efter, at Rusland trak sig fra en aftale, som siden august sidste år havde sørget for, at skibe lastet med korn kunne sejle sikkert til og fra Ukraine. 

Både FN, Tyrkiet og Ukraine har de seneste dage opfordret Rusland til at genoverveje kornaftalen, så de mange ton korn, som produceres i Ukraine, kan finde vej ud i verden via Sortehavet igen. I øjeblikket benyttes alternative ruter igennem Europa, som er dyrere og mere langsommelige.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også