Kraftig blæst forsinker bjærgning af brændende bilskib

På grund af den kraftige blæst kan der gå flere dage, før skibet ”Fremantle Highway” kan flyttes fra område med følsomt miljø.
Fremantle Highway var på vej fra Tyskland til Egypten med en last af biler, da det brød i brand. | Foto: Coastguard Aircraft
Fremantle Highway var på vej fra Tyskland til Egypten med en last af biler, da det brød i brand. | Foto: Coastguard Aircraft
AF RITZAU

Kraftig blæst forsinkede lørdag bjærgningen af et fragtskib, der for nogle dage siden brød i brand ud for den hollandske kyst.

Det oplyser Rijkswaterstaat, den hollandske regerings departement for vandproblemer.

På grund af den kraftige blæst kan der gå flere dage, før skibet, der har navnet ”Fremantle Highway”, kan blive flyttet.

Branden er dog blevet formindsket. Men slæbebåden, der skulle bjærge skibet, blev omkranset i røg under forsøget lørdag.

Om bord på skibet er 3783 biler, og myndighederne frygter en miljømæssig krise, hvis ikke det lykkedes at iværksætte redningsaktionen i tide.

Fragtskibet var på vej fra Tyskland til Egypten, da det brød i brand tidligere på ugen.

En af elbilerne på skibet mistænkes for at have startet branden.

Følsomt miljø

Ifølge Rijkswaterstaat forventes der ”ingen direkte konsekvenser” fra branden for det omkringliggende område.

Men skibet ligger tæt på øerne Terschelling og Ameland, der er en del af en miljømæssigt følsom øgruppe i Vadehavet.

Vadehavet strækker sig over Holland, Tyskland og Danmark.

Det er en del af Unescos verdensarvsliste og har en biologisk mangfoldighed bestående af over 10.000 plante- og dyrearter.

Det er blandt andet risikoen for, at skibet kæntrer eller synker, der har skabt frygt for miljøforurening.

”Vi kan være lidt mere optimistiske, men risikoen er der stadig,” siger Manfred Santen fra Greenpeace Tyskland, der besøgte området lørdag.

Særligt frygter han konsekvenserne af de kemikalier, der er blevet udløst fra brændende plastik og andre materialer i bilerne.

Det kan påvirke mikroorganismer og andre arter i fødekæden, som fugle og fisk er afhængige af.

En person mistede livet i forbindelse med branden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også