Medie: Maersk Broker kan blive solgt til konkurrent

Den britiske konkurrent Clarksons er ifølge et branchemedie interesseret i at købe den danske skibsmægler Maersk Broker, som er ejet af Mærsk-døtrene.
Maersk Broker er ejet af Ane Mærsk Mc Kinney Uggla (billedet), Kirsten Mærsk Mc Kinney Olufsen og Leise Mærsk Mc-Kinney Møller, som er døtre til Mærsk Mc-Kinney Møller. | Foto: Tycho Gregers/Ritzau/Ritzau Scanpix
Maersk Broker er ejet af Ane Mærsk Mc Kinney Uggla (billedet), Kirsten Mærsk Mc Kinney Olufsen og Leise Mærsk Mc-Kinney Møller, som er døtre til Mærsk Mc-Kinney Møller. | Foto: Tycho Gregers/Ritzau/Ritzau Scanpix

Den danske skibsmægler Maersk Broker, som er ejet af Mærsk-døtrene, kan være på vej til at komme på udenlandske hænder.

I flere uger har der svirret rygter om, at Maersk Broker er i gang med en salgsproces, og selskabet ligger i forhandlinger med det store engelske mæglerhus Clarksons om en mulig overtagelse.

Nu har branchemediet TradeWinds så fået bekræftet historien af unavngivne kilder i shipping- og skibsmæglerbranchen.

Clarksons afviser at kommentere historie over for TradeWinds.

ShippingWatch har for få uger siden været i kontakt med Maersk Broker, som dengang ikke havde nogen kommentarer til oplysningerne om forhandlingerne med Clarksons.

Maersk Broker har hjemme i København og er ejet af Ane Mærsk Mc Kinney Uggla, Kirsten Mærsk Mc Kinney Olufsen og Leise Mærsk Mc-Kinney Møller, som er døtre til Mærsk Mc-Kinney Møller.

TradeWinds skriver, at det især er selskabets forretningen inden for container, som Clarksons er interesseret i.

Det stemmer overens med ShippingWatchs oplysninger. 

En kilde med kendskab til tankegangen i markedet har tidligere fortalt til ShippingWatch, at der er mindre interesse for tørlastafdelingen, mens tankmæglerne kunne tænkes at skifte til en konkurrent.

ShippingWatch erfarer, at der er hyret en stor skandinavisk investeringsbank til at hjælpe med at få salget gennemført.

Maersk Broker landede sidste år et rekordresultat på 131 mio. kr. mod 92,4 mio. kr. i 2021, men forventer, at bundlinjen vil dykke i år.

Clarksons har hjemme i London, hvor selskabet også er børsnoteret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også