Maersk sælger aktier i norsk rederi efter kursfest

Den danske rederikoncern sælger aktier i det norske bilrederi Höegh Autoliners, som gik på børsen i 2021. Opdateret kl. 8:07.
Foto: Pr-foto
Foto: Pr-foto

Maersk sælger en bid af sine aktier i det norske bilrederi Höegh Autoliners.

Rederiet har solgt lidt under 13,5 mio. aktier i rederiet, som gik på børsen i Oslo i 2021. Det svarer til ca. 7. pct. af selskabet. 

Prisen er 61 norske kr. per aktie, og den samlede værdi løber dermed op i 821,5 mio. norske kr.

Efter salget ejer Maersk fortsat 19,3 pct. af Höegh Autoliners, som lige nu nyder godt af det bedste marked for søtransport af biler i meget lang tid.

Maersks planer om at nedbringe sin ejerandel af rederiet blev meldt ud tirsdag eftermiddag, og onsdag morgen oplyser Höegh Autoliners så, at salget er gennemført.

Som mange andre bilrederier var Höegh Autoliners hårdt presset under coronakrisen, hvor mangel på mikrochips fik produktionen af nye biler til at gå i stå.

Den seneste tid er markedet imidlertid vendt, og det betyder, at rederierne nu sælger store overskud hjem.

Det bliver også belønnet af investorerne. Siden Höegh Autoliners gik på børsen i december 2021, er kursen steget mere end 180 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også