Producentflugt fra Kina kan ændre spillereglerne for dansk shipping

Tøj- og møbelvirksomheder rykker i højere grad produktionen tættere på Vesten, og det kan give store fordele til DFDS og mindre til Maersk.
Foto: John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Marketwire

Tøjkoncerner og møbelvirksomheder begynder at rykke produktionen tættere på forbrugerne i Vesten. Fortsætter den trend, kan DFDS blive den store vinder, mens Mærsks containerskibe er mindre heldigt positioneret

Det skriver Børsen.

Tidligere var Asien tøjproducenternes højborg, men disse ser nu mod Tyrkiet for at få produktionen tættere på, efter coronakrisen har givet problemer med forsyningskæden.

Tøjgiganten Zaras spanske ejerkoncern Inditex har flyttet 25 pct. af den asiatiske produktion til Tyrkiet og Marokko, og storkoncerner som Ikea, Benetton og Hugo Boss følger eksemplet.

Beslutningen fra Inditex, der er en af DFDS’ store kunder, og de øvrige virksomheder giver i øjeblikket rederiets flåde af fragtfærger vokseværk i Tyrkiet.

"Nu har vi 18 skibe, der sejler fra Tyrkiet til Spanien, Frankrig og Italien, og vi kommer til at sætte et par yderligere ind i løbet af 2022," siger Torben Carlsen, der er administrerende direktør i DFDS, der for få år siden startede med 12 færger i regionen.

Nogle rederier får travlt med at udvide og gribe nye muligheder. Andre må se til, mens forretningen skrumper.

"I eksemplet med Inditex vil vi måske ikke se, at containervolumenerne stiger generelt, men vi vil se transporten stige på nogle andre skibstyper end dem, varerne normalt transporteres på fra Sydøstasien, og de vil pludselig sejle kortere," siger Christopher Rex, analysechef i Danmarks Skibskredit.

Flytter verdens virksomheder i stigende grad produktionen tættere på forbrugerne, vil flere volumener gå fra rederier som Mærsk, der som verdens største containerrederi primært sejler hen over verdenshavene, til rederier som DFDS, som har baseret sin forretning på fragtfærger på regionale forbindelser

Leje af skibe er langtfra et ukendt fænomen for Coca-Cola

Ekstreme containerpriser kan sende afskibere ud i konkurs 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også