Rederier sværmer om hot vindmarked – men prisen lukker døren for mange

Flere rederier lurer på det hotte marked for vindturbineinstallationsskibe, som spås stor vækst i de kommende år. Men skibene er så dyre, at det ikke er for den gennemsnitlige reder, siger analytiker. ShippingWatch tegner her et billede over markedet, de største aktører og kunderne.
Foto: PR / Cadeler
Foto: PR / Cadeler

Rederier verden over sværmer om det hotte vindmarked, som er et af de få shippingmarkeder, som kigger ind i strukturel vækst de kommende år.

Tendensen er for alvor blevet tydelig med det amerikanske tørlastrederi Scorpio Bulkers beslutning om at sælge alle sine skibe for i stedet at gå ind i vindmarkedet og bestille vindinstallationsskibe, mens den norske shippingprofil Arne Blystad har lignende ambitioner via selskabet OHT.

Samtidig opruster flere eksisterende spillere. Det gælder eksempelvis danske Cadeler, tidligere Swire Blue Ocean, som er klar til at bruge 2,5 mia. kr. på et nyt skib og nye kraner til eksisterende skibe, mens også det første amerikansk-flagede skib er blevet bestilt.

Hos analysehuset Clarksons Platou ser man en tydelig tendens.

"Interessen er meget stor fra traditionelle skibsejere. Alle i de traditionelle segmenter i shipping leder efter måder at tjene penge og vokse, og dette er et af de få områder inden for det maritime, som ser ud til at have en stor strukturel vækst foran sig," siger Turner Holm, chef for research hos analysehuset Clarksons Platou.

"Det handler virkelig om penge"

Mens mange rederier drømmer om at få del i vindmarkedet, må mange også sande, at finanserne ikke rækker til det.

Igen er Scorpio Bulkers et godt eksempel. Det amerikanske rederis exit fra tørlast sker ved et decideret udsalg af samtlige af rederiets 43 tørlastskibe, som til sammen vil genere et provenu på godt 300 mio. dollar.

De penge får hurtigt ben at gå på. Scorpio Bulkers forventer således at investere 290 millioner dollar i gruppens første vindturbineinstallationsskib.

Danske Cadeler budgetterer med et endnu højere beløb i sine planer om at bestille endnu et skib. Skibet ventes at koste godt 300 mio. euro. Dertil kommer, at Cadeler vil bruge 105 mio. euro på nye kraner til sine to eksisterende skibe.

Beløbene er så store ifølge Clarksons Platou, at det lukker døren for mange rederier.

"Der er mange selskaber, som ønsker at gøre dette, men det handler virkelig om penge. Tallene er store og balancerne hos mange shipping- og offshoreselskaber efter de seneste fem år med svære markeder i mange segmenter gør, at det ikke er et marked for det gennemsnitlige rederi," siger Turner Holm.

Førende rederier har fem skibe

Endnu har ingen rederier for alvor taget førertrøjen på markedet. De ti største aktører ejer i dag fire til fem skibe, og Turner Holm forventer, at markedet vil blive yderligere fragmenteret i takt med, at flere rederier gør sin entre.

"Det er endnu ikke tydeligt, hvem der vil trække sig ud som vindere. Det er et marked, som er meget nichepræget, men som har potentiale til at blive ret stort," siger Turner Holm.

"Det bliver formentlig en blanding af eksisterende og nye aktører, der bliver de store spillere i 2025 eller 2030," siger han.

Indtil i år har det været yderst begrænset med ordrer fra vestlige rederier på nye vindinstallationsskibe. Det skyldes især, at væksten har været begrænset til primært Kina. Men med udbygning af vindfarme i andre steder af verden, eksempelvis i USA, har det udløst flere nye ordrer fra vestlige rederier.

Ifølge Clarksons Platou har udviklerne af vindfarme taget endelige beslutninger om investering i vindfarme til samlet set mere end 8GW. Det er mere end en fordobling i forhold til sidste år.

Udviklingen drives især af danske Ørsted, som er den ubetinget største udvikler af vindfarme. Efter Ørsted følger kinesiske CWIC og svenske Vattenfall.

Kigger man på raterne, har de dog været moderate i år, påpeger Clarksons Platou, som derfor forudser, at mange redere vil have fokus på bundlinjen i de kommende år.

Dansk vindrederi forhandler om nyt skib og kraner til over 2,5 milliarder kroner

Her er EU's plan for havvind til 800 milliarder euro

Robert Bugbee trækker endegyldigt Scorpio ud af tørlast

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også