ShippingWatch

Søfolk i britisk farvand kan komme hjem efter flere uger til havs

Et britisk indrejseforbud for danskere bliver ophævet lørdag klokken 05.00. Dermed kan der igen blive skiftet ud på skibene, fortæller direktør hos Danske Rederier.

Foto: Darrin Zammit Lupi/Reuters/Ritzau Scanpix

De seneste uger har det været umuligt at skifte besætning for danske rederier, der opererer i britisk farvand, på grund af et indrejseforbud for danskere.

Forbuddet bliver lørdag ophævet, og dermed kan der igen blive skiftet ud på skibene, fortæller Jacob K. Clasen, der er viceadministrerende direktør hos brancheorganisationen Danske Rederier.

"Det betyder, at rederierne kan få afløst nogle af de søfolk, der arbejder på skibe – blandt andet ud for den britiske vestkyst – da de ikke har måttet afløse via britiske havne på grund af forbuddet," siger han.

Forbuddet har for eksempel ramt skibe med danske søfolk, der sejler på den britiske vestkyst og skifter besætningen fra havne i Storbritannien.

Det har ikke kunnet lade sig gøre de seneste uger for danske søfolk, der bor i Danmark, fordi de ikke har måttet rejse ind i Storbritannien.

Det er især danske rederier, som arbejder inden for reparation af havvindmøller eller i oliebranchen, som sejler i britisk farvand og har været ramt af forbuddet.

Der er mange skibe, hvor søfolkene har måttet tage en ekstra tørn de seneste uger, og de kan nu komme hjem til deres familier.

"Vi har stor respekt for, at de har kunnet gøre en ekstra indsats, men det er ikke meningen, at man skal blive ude så meget længere end aftalt, så det er godt, at vi kommer tilbage til en mere normal tilstand," siger Jacob K. Clasen.

Storbritannien indførte indrejseforbuddet for danskere 7. november på grund af frygt for spredning af et muteret virus fra mink, som kommende vacciner frygtes ikke at kunne virke så godt imod. Det muterede virus var også årsagen til den delvise nedlukning af Nordjylland tidligere i november.

Der er ikke fundet yderligere tilfælde af virusset de seneste måneder, og for nylig vurderede Statens Serum Institut (SSI), at den pågældende mutation formentlig er uddød.

Indrejseforbuddet bliver ophævet lørdag klokken 05.00, har den britiske transportminister, Grant Shapps, oplyst på Twitter.

Søren Skou lagde pres på Mette Frederiksen for at hjælpe strandede søfolk

DFDS har genindført besætningsskift

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere