Græsk olietanker stødte angiveligt på mine ud for Saudi-Arabien

Eksplosion har forårsaget skader på skroget af olietanker. Saudi-Arabien beskylder Yemens houthier for at have placeret miner i havet.
Foto: Arkivfoto/Colourbox
Foto: Arkivfoto/Colourbox
AF RITZAU/REUTERS

En græsk olietanker er blevet beskadiget, efter at skibet stødte på en mine i Det Røde Hav ud for Saudi-Arabiens kyst.

Eksplosionen har forårsaget skader på tankerens skrog. Men umiddelbart er der ikke meldinger om hverken personskader eller olieudslip.

”MT Agrari” er drevet af det græske rederi TMS Tankers, men sejler under maltesisk flag. Det havde en græsk besætning om bord.

"Det er bekræftet, at besætningen er i sikkerhed og uden skader," skriver rederiet i en udtalelse.

”MT Agrari” blev ramt af minen en meter under havoverfladen.

Det er ikke oplyst, præcist hvornår olietankeren sejlede på minen i Det Røde Hav. Men skibet ankom til havnen i den saudiarabiske by al-Shuqaiq mandag.

Det britiske sikkerhedsselskab Ambrey bekræfter, at det var en mine, der ramte tankskibet. Men ifølge Ambrey er skibet ikke i fare for at synke.

Saudi-Arabien beskriver mineangrebet som et ”forpurret terrorangreb”, rapporterer mediet al-Arabiya.

Den saudiarabiske regering anklagede tirsdag houthioprørerne i Yemen for at have placeret fem miner i Bab al-Mandab-strædet i den sydlige del af Det Røde Hav.

Saudi-Arabien gik i krig mod houthierne i 2015 og leder en regional koalition, der har foretaget massive luftangreb i Yemen.

Mineangrebet til havs kommer efter flere sikkerhedsrelaterede episoder, der har at gøre med Saudi-Arabiens olieanlæg.

Senest meddelte houthierne mandag, at de havde angrebet et distributionscenter for olieprodukter, som er ejet af det statslige saudiske olieselskab, Saudi Aramco.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også