Norsk bilrederi erklærer sig skyldig i karteldannelse i Australien

Norske Wallenius Wilhelmsen har erklæret sig skyldig i at medvirke til kartelvirksomhed i Australien, oplyser landets konkurrencemyndigheder. Sagen er blot én i rækken i et årelangt forløb, der har udløst bøder i flere lande og i EU.
Foto: PR / Port of Gothenburg
Foto: PR / Port of Gothenburg

Det norske bilrederi Wallenius Wilhelmsen har erklæret sig skyldig i karteldannelse i Australien i en længerevarende sag, som også er blevet undersøgt i andre lande, og hvor en række bilrederier har været indblandet.

Det oplyser Australiens konkurrencemyndigheder ACCC i en meddelelse torsdag.

Det sker efter, at det norske rederi, nærmere betegnet som Wallenius Wilhelmsen Ocean, i slutningen af august sidste år blev sigtet for kartelvirksomhed i landet fra juni 2011 til juli 2012.

"Vi er glade for, at Wallenius Wilhelmsen Ocean ved at erklære sig skyldig erkender sin rolle i dette kriminelle kartel. Denne erkendelse betyder, at den sidste af sagerne i den langvarige shippingkartelsag nu er tættere på at være løst," udtaler konkurrencemyndighedens chair Rod Sims i meddelelsen.

Dermed er der tale om det tredje bilrederi, der har erklæret sig skyldig i karteldannelse i Australien. Foruden Wallenius Wilhelmsen er der tale om de to japanske rederier NYK og K-Line, der er tildelt bøder på henholdsvis 25 og 34,5 mio. australske dollar.

I Wallenius Wilhelmsens tilfælde vil der blive afsagt dom i sagen på et senere tidspunkt, oplyser ACCC.

Undersøgt i flere lande

Det er ikke kun Australien, der i de senere år har sat lup under kartelsagen, der brød ud i 2012, da myndigheder i USA, Japan og EU åbnede undersøgelser mod en række bilrederier for over en årrække at have koordineret fragtpriser og fordelt kunder imellem sig.

Det har siden udløst bøder til bilrederierne Wallenius Wilhelmsen, CSAV, NYK Line og MOL.

ShippingWatch har tidligere kortlagt, at kartelsagen har udløst mindst 7,2 mia. kr. i bøder til bilrederierne, der er blevet undersøgt. Dertil kommer de civile sager, som føres i flere forskellige lande.

Kartelsagen har udløst bøder i lande som USA, Australien, Sydafrika, Brasilien, Peru, Chile, Mexico, Kina og Sydkorea. I EU blev der i 2018 indgået forlig, hvor tre rederier samlet set fik bøder for 2,9 mia. kr.

Wallenius Wilhelmsen har tidligere oplyst til ShippingWatch, at rederiet har hensat et større beløb til nye kartelbøder.

"Vi har i dag 166 mio. dollar (ca. 1,1 mia. kr.) tilbage på balancen i hensættelser til at dække en håndfuld jurisdiktioner, vi har tilbage, og for at dække eventuelle civile krav, der måtte komme vores vej. Det er baseret på, hvad vi ved på nuværende tidspunkt," sagde rederiets topchef Craig Jasienski i november sidste år og oplyste på det tidspunkt, at der for Wallenius Wilhelmsens vedkommende var tre tilbageværende sager.

Foruden Australien talte det Chile og Peru.

Bilrederier bliver ramt af gruppesøgsmål i kartelsag

Kartelsag har kostet bilrederier mindst 7,2 milliarder kroner 

Wallenius Wilhelmsen gemmer milliardbeløb til nye kartelbøder 

Wallenius Wilhelmsen sigtet for kartel i Australien 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også