Krigsskibe skal beskytte britiske olietankere i Hormuzstrædet

Britiske flådefartøjer vil eskortere handelsskibe gennem verdens vigtigste sejlrute for olie nær Iran.
Fregatten "HMS Montrose" og en destroyer skal beskytte britiske handelsskibe i Hormuzstrædet. | Foto: HANDOUT/REUTERS / X80001
Fregatten "HMS Montrose" og en destroyer skal beskytte britiske handelsskibe i Hormuzstrædet. | Foto: HANDOUT/REUTERS / X80001
AF RITZAU/REUTERS

Fartøjer fra den britiske flåde vil i den kommende tid eskortere handelsskibe under britisk flag gennem Hormuzstrædet nær Iran.

Det sker som følge af de optrappede spændinger i regionen, der er udløst af det amerikanske militærs drab på en iransk topgeneral fredag.

Det oplyser den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, lørdag.

"Regeringen vil tage alle nødvendige skridt for at beskytte vores skibe og borgere i denne tid," sagde Ben Wallace ifølge det britiske nyhedsbureau PA.

Det britiske udenrigsministerium skærpede ligeledes lørdag sin rejsevejledning for Mellemøsten.

Hormuzstrædet anses som verdens vigtigste sejlrute for transport af olie.

Iran har nævnt netop Hormuzstrædet som et muligt sted at ramme USA som gengæld for drabet på den militære leder Qassem Soleimani fredag.

Truslen blev fremsat lørdag af Gholamali Abuhamzeh, der leder Irans Revolutionsgarde i den sydlige provins Kerman, til det iranske nyhedsbureau Tasnim.

"Hormuzstrædet er et vigtigt sted for Vesten, og mange af USA's skibe krydser strædet. Vigtige amerikanske mål er blevet identificeret af Iran i regionen for lang tid siden," sagde han.

Iran ligger på den nordlige side af strædet, som er den eneste adgangsvej for skibe i Den Persiske Golf til resten af verden. En tredjedel af verdens olie, der transporteres via skibe, går gennem strædet.

Mellem 150 og 170 danskopererede skibe passerer ifølge Danske Rederier gennem strædet hver måned.

I sommeren 2019 sendte Storbritannien også flådeskibe til strædet ved Den Persiske Golf for at forhindre, at handelsskibe blev opbragt af Iran.

Forinden havde Storbritannien opbragt en iransk olietanker ud for Gibraltar på mistanke om, at skibets last var tiltænkt Syrien, hvilket ville være et brud på EU-sanktioner.

Iran reagerede ved at opbringe en britisk olietanker i Hormuzstrædet. Begge tankskibe er siden blevet frigivet.

De to britiske flådeskibe, som vender tilbage til Hormuzstrædet, er fregatten "HMS Montrose" og destroyeren "HMS Defender".

Danske Rederier opfordrer skibe til forsigtighed i Hormuzstrædet

Irans leder varsler hævn over USA efter drab på general

Iran stopper tankskib og anholder besætning

Danmark sender fregat til Hormuzstrædet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også