Ikke siden finanskrisen har verdenshandlen haft det værre

Der bliver handlet mindre på globalt plan end for et år siden, viser analyse fra hollandsk bureau.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det står mere end almindeligt skidt til med verdenshandlen.

Det er konklusionen i en analyse fra CPB, der er et hollandsk økonomisk-statistisk bureau. Analysen viser, at verdenshandlen i august var mindre end for et år siden.

Målt over de seneste 12 måneder er verdenshandlen faldet med 1,5 procent, fremgår det.

Det er kun sket to gange siden årtusindskiftet, at et dyk i verdenshandlen har bidt sig fast over et helt år.

Dansk Industri holder øje med de hollandske analyser og har et register over data tilbage fra 1996.

Og i de tal kan man se, at senest verdenshandlen dykkede over mere end 12 måneder, var under finanskrisen, samt da it-boblen bristede i starten af 00'erne.

Grunden til at Dansk Industri holder et øje med de hollandske analyser, er, at aktiviteten i verdenshandlen både direkte og indirekte involverer danske selskaber.

"Svag verdenshandel kan også ramme dansk økonomi hårdt. Danmark er en lille åben økonomi, hvilket betyder, at vi i stort omfang lever af at handle med vores omverden," siger chefanalytiker hos Dansk Industri Allan Sørensen.

Umiddelbart har dansk økonomi dog ikke vist tegn på at blive kvalt i den internationale modvind.

"Eksporten af medicin, fødevarer og vindmøller har indtil nu styret os uden om den globale modvind, men det kan desværre nok ikke fortsætte i det lange løb," siger Allan Sørensen.

Problemer for danske selskaber kan komme i flere former. Danmark har en række virksomheder, der eksporter industri-, medicin- eller andre varer, som kræver købere, som selv skal tjene penge et sted fra.

Nogle af virksomhederne producerer i udlandet og er ramt af nogle af årsagerne til den svage verdenshandel. 

Det gælder eksempelvis produkter, som er lavet i Kina, og som sælges til USA, men nu er blevet ramt af en forhøjet told som følge af den handelskrig, de to lande har indledt.

Men der er også en række større danske virksomheder, der lever af at transportere varer. Og her kan man i det lange løb også mærke, hvis verdenshandlen bremser op.

Det gælder eksempelvis Mærsk, der fragter containere på verdenshavene, og DSV Panalpina, der flytter gods i hele verden til lands, til vands og i luften. 

Asien/Europa-rater steg i denne uge

Handelskrig lagde en dæmper på aktiviteten i Stillehavet hos OOCL 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også