DFDS investerer millioner i biobrændstof

Det danske færgerederi DFDS køber sig ind i en dansk opstartsvirksomhed, som arbejder på at gøre biobrændstof til et bæredygtigt alternativ til bunkerolie.
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Owen Humphreys
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Owen Humphreys

Det danske færgerederi DFDS har købt sig ind i en dansk opstartsvirksomhed, som arbejder på at gøre biobrændstof til et bæredygtigt alternativ til bunkerolie.

I alt har rederiet investeret 10 mio. kr. i virksomheden Mash Energy, hvilket giver en ejerandel på 24 pct.

Dermed kaster endnu et toneangivende rederi sig nu over biobrændstof. I 2019 har de to store containerrederier Maersk og CMA CGM begge testet biobrændstof på to af sine skibe.

"Investeringen er et resultat af vores ambition om at tage ansvar for udviklingen af kommercielt bæredygtigt biobrændstof, der er et reelt alternativ til fossile brændstoffer, og derved reducere færgernes emission af CO2," udtaler Sofie Hebeltoft, CSR-chef hos DFDS.

"Målet er også at producere tilstrækkelige mængder til at gøre biobrændstoffet kommercielt bæredygtigt samt identificere andre affaldsprodukter, der kan bruges til at producere biobrændstoffer," siger hun i en meddelelse.

Det CO2-neutrale biobrændstof bliver produceret af affald fra landbrugsproduktion, skriver DFDS. I øjebliket er der tale om rester fra nøddeproduktion i Indien og Tanzania.

Ifølge EU udleder shippingindustrien årligt ligeså meget CO2 som Tyskland. I 2017 vedtog sektoren et langsigtet mål om at halvere sin udledning i 2050, men man er endnu ikke blevet enig om, hvordan det mål skal nås.

Maersk vil teste biobrændstof på stort containerskib

CMA CGM vil teste biobrændsel med Ikea

Rederierne har fået øjnene op for biobrændstof 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også