Storbritannien og EU udskyder brexit til halloween

Brexit er udskudt til efteråret, har Storbritannien og EU aftalt. Det skal give den britiske regering tid til at samle et flertal for en skilsmisseaftale i parlamentet, så man undgår en kaotisk og dyr skilsmisse.
Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Eva Plevier
Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Eva Plevier
RITZAU

Storbritannien og EU har natten til torsdag aftalt at udskyde brexit til efteråret.

Meningen er, at den britiske regering dermed har tid til at samle et flertal for en skilsmisseaftale i parlamentet, så man undgår en kaotisk og dyr skilsmisse.

"I aften er EU-landene blevet enige om en fleksibel forlængelse til 31. oktober," siger EU-præsident Donald Tusk på et pressemøde.

Lidt efter midnat blev stats- og regeringscheferne for de 27 lande, der bliver i EU, enige om datoen.

Efterfølgende kom den britiske premierminister, Theresa May, tilbage til bygningen, hvor hun holdt et møde med Tusk. Præsidenten modtog May lidt før klokken et natten til torsdag.

"En forlængelse af brexit-processen til 31. oktober giver mening, for det giver Storbritannien tid til at finde en vej," siger Maltas premierminister, Joseph Muscat, efter mødet.

Det er indbygget i aftalen, at parterne skal se på processen igen på et planlagt topmøde i juni. Det bekræfter diplomatiske kilder ved topmødet.

Et kompromis

Datoen er et kompromis mellem en række lande, som ønskede en længere udsættelse, på den ene side, og på den anden side Frankrig, som talte meget stærkt for en kort forlængelse af skilsmisseprocessen.

En diplomat fortæller om forhandlingerne, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, til slut "var helt isoleret".

Aftalen vil indebære, at Storbritannien skal afholde valg til Europa-Parlamentet i slutningen af maj.

31. oktober falder sammen med, at der er skiftedag i EU-Kommissionen, hvorfor denne løsning formentlig vil medføre, at man kan undgå at skulle udnævne en EU-kommissær fra Storbritannien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også