ShippingWatch

Søfolk fanget på Hansa Heavy-skib i Aarhus

15 søfolk er strandet om bord på skibet HHL Amur, som har ligget stille ud for Aarhus siden 19. december. Skibet er blevet arresteret af et bunkerselskab med krav mod det konkurstruede rederi Hansa Heavy Lift.

HHL Amur har ligget stille ud for Aarhus siden 19. december. Foto: Morten Bach/ITF

15 søfolk har i flere uger været fanget i dansk farvand på et skib fra det konkurstruede rederi Hansa Heavy Lift.

Siden 19. december har skibet HHL Amur ligget stille ud for Aarhus. Her er det arresteret på anmodning fra et bunkerselskab, som har krav fra ubetalte regninger hos Hansa Heavy Lift.

Det oplyser det maritime fagforbund CO-Sea til ShippingWatch, efter at have omtalt sagen på sit website onsdag.

Det tyske multipurpose-rederi Hansa Heavy Lift gik i betalingsstandsning 11. december 2018. Efter flere år med økonomiske problemer og forgæves forsøg på at finde en køber valgte kapitalfonden Oaktree Capital til sidst at trække stikket.

De har fået løn, og tingene er i orden. De har løbende fået ny proviant, og de er blevet behandlet godt

Morten Bach, skibsinspektør, ITF

Både Søfartsstyrelsen og den danske del af fagforeningen ITF, som hører under 3F, har været ombord på skibet for at tjekke forholdene. De melder samstemmende, at besætningen har det godt til trods for, at de har fejret både jul og nytår på skibet.

Hansa Heavy Lift har samtidig været samarbejdsvillige og konstruktive, oplyser ITF til ShippingWatch.

"De har fået løn, og tingene er i orden. De har løbende fået ny proviant, og de er blevet behandlet godt," siger skibsinspektør Morten Bach, som var ombord på HHL Amur sammen med Søfartsstyrelsen fredag i sidste uge.

Skibet kan blive solgt

Det er uvist, hvem der står bag arresten. Som tidligere beskrevet på ShippingWatch, var det imidlertid den verdensomspændende bunkerkoncern World Fuel Services, som var med til at skubbe Hansa Heavy Lift over kanten.

Det skete med en arrest af skibet HHL Elbe i december, der efterfølgende udløste betalingsstandsningen. Siden har World Fuel Services arresteret yderligere tre skibe fra Hansa Heavy Lift, som skylder bunkerselskabet penge for køb af brændstof til flere skibe.

Ifølge ITF håber besætningen på HHL Amur, at skibet nu bliver solgt til en ny ejer, så det kan få lov at sejle videre.

HHL Amur er et multipurpose-skib fra 2009. Det er bygget i Kina og sejler under Liberia-flag. Det var på vej mod Aarhus fra Vestafrika, da det blev arresteret.

De 15 søfolk ombord er ansat gennem det tyske management-selskab Marlow Ship Management. De kommer fra Rusland, Ukraine, Polen og Filippinerne.

Kreditorer har nu arresteret seks skibe fra Hansa Heavy Lift

Domstol udpeger administrator for Hansa Heavy Lift

Kapitalfond trækker stikket på Hansa Heavy

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere