USA og Kina afslutter tre dages forhandlinger i optimistisk tone

Parterne har de seneste tre dage forhandlet om at løse en handelstvist imellem de to lande, og mødet, der foregik i Kina, blev afsluttet i en optimistisk tone, siger anonyme kilder tæt på sagen til Bloomberg.
RITZAU FINANS

De to stormagter USA og Kina er onsdag gået hver til sit, efter at parterne de seneste tre dage har forhandlet om at løse en handelstvist imellem de to lande. Det skriver Bloomberg News.

Mødet, der foregik i Kina, blev afsluttet i en optimistiske tone, siger anonyme kilder tæt på sagen til mediet. På områderne energi og landbrug skulle parterne være tættere på hinanden, mens de skulle stå længere fra hinanden på hårdere områder.

Det var egentlig kun planlagt, at mødet skulle vare to dage, men det blev tirsdag forlænget. Den amerikanske præsident, Donald Trump, var undervejs ude på Twitter og sige, at mødet gik godt.

Otto Friedrichsen, aktiechef i Formuepleje, hæfter sig ved de positive toner, men forventer ikke, at en aftale er lige rundt om hjørnet.

"Det er positivt, det er der ingen tvivl om, for vi hører, der er ved at blive planlagt møder i USA og potentielt også i Schweiz på allerhøjeste niveau," siger han og peger på, man skal hæfte sig ved, at Trump har taget teten:

"Baggrunden for, at Trump og USA er mere imødekommende nu end tidligere, er, at deres handelsgrundlag er blevet dårligere – økonomien og væksttempoet er kommet ned i gear, og du ser et aktiemarked, som er kommet kraftigt ned. Mange af de parametre, der har været et positivt boost for Trump og hans vælgere, ses nu som en situation, han skal være med til at rette op på," lyder det fra aktiechefen.

Uenighed på strukturelle områder

Ifølge Bloomberg News er der stadig uenigheder om strukturelle områder, som skal adresseres, når parterne skal mødes senere på måneden - forlængelsen vidner dog ifølge det kinesiske udenrigsministerium om, at begge sider er seriøse.

"Det handler om en handelsaftale, men det handler i høj grad også om præsidentvalget i 2020, hvor Trump skal fremvise en stærk økonomi og et stærkt aktiemarked," siger Otto Friedrichsen. Det er dog svært at gisne om en afslutning:

"Forhåbentlig inden 1. marts, når de næste tariffer træder i kraft. De kunne blive udskudt, hvis forhandlingerne kører fornuftigt, men det er noget, som er meget skrøbeligt, men hvor vi ser en positiv retorik. Det er det, man skal hæfte sig ved. Men det er svært at sige, hvornår der falder en afgørelse," lyder det fra aktiechefen.

Det meste af 2018 har de to lande bekriget hinanden på handelsområdet og indført forhøjede toldsatser på en lang række varer. Det har været en hindring i handlen landene, der årligt handler varer med hinanden for for flere hundrede mia. dollar.

Verdensbanken varsler svagere vækst efter handelskonflikt

USA og Kina skal mødes for første gang siden våbenhvilen

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også