Politiet dropper Scandinavian Star-sagen

Københavns Politi afviser de anmeldelser og det dokumentations-materiale, som pårørende til ofrene for Scandinavian Star branden indgav i maj sidste år
Foto: Carsten Ingemann/POLFOTO/Arkiv
Foto: Carsten Ingemann/POLFOTO/Arkiv
AF Avisen Danmark

Mordbranden på færgen Scandinavian Star, der 7. april 1990 kostede 159 menneskeliv, forbliver uopklaret. Københavns Politi afviste tirsdag at gå ind i sagen, selv om der i maj sidste år fremkom nyt mistankegrundlag med forsikringssvindel som motiv. Det skriver avisen Danmark.

Et omfattende dokumentationsmateriale og lydoptagelser af belastende vidneudsagn, som de pårørende til ofrene for branden sendte til Københavns Politi sammen med konkrete anmeldelser af en række personer for planlægning, udførelse og medvirken til mordbranden, var efter politiets opfattelse ikke stærkt nok til at indlede en efterforskning.

"De beviser, som anmelderne har fremlagt, har vi undersøgt nærmere, og de understøtter ikke, at de kan føre til en opklaring," siger advokaturchef i Københavns Politi Dorit Borggaard til avisen Danmark.

De pårørendes støtteforeningen fremsendte i forbindelse med anmeldelserne i maj sidste år adskillige dokumenter, der indikerede, at forsikringssvindel kunne være motivet. Det samme gjorde ligeledes indsendte lydfiler med optagelser af samtaler, som foreningens talsmand, Mike Axdal, har ført med personer tæt på kredsen af ejere og forsikringsfolk.

En af dem, en kvinde, fortalte om en samtale, hun har haft med den forsikringsmægler, der havde haft hovedrollen i forsikringstegningen. På lydfilen fortæller hun, hvordan den pågældende indrømmede, at branden var påsat.

"Vi har afhørt den pågældende, og hun siger, at det, hun fortæller på optagelsen, ikke er korrekt. Når vi sammenholder med det øvrige materiale, må vi konkludere, at der er tale om tredjehåndsoplysninger, der ikke kan verificeres," siger Dorit Borggaard til avisen Danmark.

Hun oplyser samtidig, at den pågældende forsikringsmægler, der ifølge anmeldelsen fra de pårørende er hovedmanden bag branden, ikke er blevet afhørt.

"Han har selv overfor jeres avis tilkendegivet, at samtalen ikke har fundet sted. Så ville han nok heller ikke sige noget andet til os, og når den, der fortæller om samtalen, siger, at oplysningerne er ukorrekte, finder vi ikke grundlag for at gøre mere," forklarer Dorit Borggaard til avisen Danmark.

Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Avisen Danmark - Jysk Fynske Medier.

Ejer fastsatte selv værdien på Scandinavian Star 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også