Maersk-rivaler er enige: Prisen for rent brændstof skal ende hos kunder

Tre rederier er enige i, at rederiernes ekstraomkostninger ved nye brændstofregler skal sendes videre til kunderne – det samme, som Maersk meldte ud denne uge i forbindelse med lanceringen af et nyt BAF-tillæg.
AF RITZAU FINANS

Maersk får opbakning fra flere andre rederier i sin tilgang til de nye regler, der vil gøre det dyrere for rederierne at købe skibsbrændstof, fordi den fra 2020 skal være meget renere.

Tre rederier, ONE, OOCL og APL, er enige i, at rederiernes ekstraomkostninger skal sendes videre til kunderne – det samme, som Maersk meldte ud i denne uge i forbindelse lanceringen af et nyt brændstoftillæg, BAF.

Det skriver Seatrade med henvisning til en paneldebat med repræsentanter fra de tre rederier ved Marine Money Asia-konferencen.

1. januar 2020 træder nye regler i kraft, så skibe kun må sejle med brændstof med maksimalt 0,5 pct. svovl mod i dag 3,5 pct., og det renere brændstof er væsentligt dyrere. Omvendt kan rederier sejle videre med den beskidte brændstof og investere i røgrensere, der begrænser udledningerne. Men de koster også en sjat.

"Branchen må tage det alvorligt, og jeg tror, at alle kunder forstår, når vi taler med dem, at det bare er et spørgsmål om at sikre, at der er en ensartet måde at sende omkostningen videre," lød det fra Jeremy Nixon, der er chef for det nystartede japanske joint venture, ONE, ifølge Seatrade.

For Maersk Line, verdens største containerrederi, kan de nye regler betyde en ekstraregning på mere end 2 mia. dollar (12,8 mia. kr.) om året og dermed gøre et væsentligt indhug i driftsoverskuddet.

Nogle af de udgifter vil rederiet derfor forsøge at sende videre til kunderne via BAF-tillægget, som er baseret på den gældende markedspris for skibsbrændstof (i dollar per ton), som så ganges med en "justeringsfaktor", der er specifik for den enkelte fragtrute, for at nå Maersk Lines BAF (i dollar per fyrrefodscontainer).

Afskiberne er utilfredse

Modellen har fået kritik af repræsentanter for Maersks største kundegrupper, afskiberne, som hellere vil have rederierne til at samle fragtrate og brændstoftillæg i ét beløb og konkurrere på det.

"Brændstof er en essentiel og grundlæggende omkostningsfaktor for at yde fragttjenester. Brændstofkravet har været kendt i god tid. Derfor er det ikke uventet og kan ikke berettiges som en særlig udgiftspost," siger Sunny Ho fra Hong Kong Shippers' Council til mediet Splash247, som også citerer en repræsentant fra China Shippers' Association for en lignende kritik.

Også de britiske speditører er utilfredse med Maersks tiltag på baggrund af de vejledende BAF-niveauer, rederiet kom med mandag.

"Stigninger i denne størrelsesorden er uberettigede og kan anses som groft optrækkeri af rederier, der er fast besluttet på at udnytte situationen," udtaler Robert Keen fra British International Freight Association ifølge Seatrade.

Andre roser derimod Maersk for at være de første på banen med et tiltag, som har til formål at skabe åbenhed om prissammensætningen.

Lars Jensen fra Seaintelligence Consulting kalder tiltaget for "rettidig omhu" i en kommentar til Shippingwatch, mens Neil Dekker, tidligere analysechef hos Drewry, tror, at Mærsks forsøg på at være mere gennemsigtig i prissætningen kan give pote hos kunderne.

Maersk: Ny BAF er bare første skridt mod at dække milliardudgifter i 2020

Maersk Line klar med nyt brændstof-tillæg inden globale svovlkrav

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også