Kendt dansk shippingmand afgået ved døden

Et af dansk shippings kendte ansigter, generalsekretær i Den Danske Maritime Fond, Carsten Melchiors, er afgået ved døden efter at have været syg en periode. Fondens formand, Tommy Thomsen, har sendt mindeord.
Foto: Den Maritime Fond
Foto: Den Maritime Fond

Generalsekretær i Den Danske Maritime Fond, Carsten Melchiors, afgik ved døden i sidste uge efter en periode med sygdom.

I den forbindelse har fondens formand, Tommy Thomsen, sendt de følgende mindeord:

"Carsten Melchiors er gået bort, og Det Blå Danmark har dermed mistet en markant personlighed. Alsidighed, stor viden og evig nysgerrighed kendetegnede Carsten. Egenskaber som kom til stor gavn i Den Danske Maritime Fond, hvor han var sekretariatsleder og i en årrække behandlede hundredvis af ansøgninger indenfor alle områder af Det Blå Danmark. Offentlige som private projekter, forsknings- som forretningsmæssige. Alsidigheden havde baggrund i først mange års virke i Mærsk og derefter  i J. Lauritzen og Elite. Senere arbejdede Carsten i organisationsverdenen, bl.a. som Generalsekretær i BIMCO, inden han kom til Den Danske Maritime Fond. Her fandt han sig til rette og var i høj grad medvirkende til at Fonden udviklede sig til det den er i dag.

Loyalitet var et andet kendetegn. Ikke blot overfor skiftende formænd og bestyrelser, men også overfor alle de projekter han behandlede, og den store kontaktflade han havde.

Samtidig var Carsten et privat menneske. Og han havde kant. En kant som vi oplevede positivt som udtryk for hans integritet.

Vi vil savne ham.

Æret være hans minde."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også