Australske myndigheder bortviser Thorco-skib

De australske søfartsmyndigheder AMSA har forbudt skibet Thorco Luna at lægge til australske havne i tre måneder efter flere episoder med skibet. Thorco samarbejder med skibsejer om sagen, oplyser rederiet til ShippingWatch.

Thorco Luna må de kommende tre måneder ikke lægge til i australske havne. Ifølge de australske myndigheder for maritim sikkerhed (AMSA) har Thorco Luna ad flere omgange overtrådt internationale standarder, og det har nu fået myndighederne til at forbyde skibet i landets havne.

Siden november sidste år og frem til denne måned har AMSA været ombord på skibet fem gange. Tre gange blev skibet tilbageholdt, og der blev udstedt 34 forhold med mangler, skriver myndigheden. Hvor industrien i gennemsnit har en rate på 2,3 mangler, lå Thorco Lunas i gennemsnit på 6,8 per inspektion. 

"Det her repræsenterer en uacceptabel risiko for sikkerheden på skibet, dets besætning og marinemiljøet," siger Stephen Curry, der er fungerende administrationshef hos AMSA, i en meddelelse.

I en situation havde skibet eksempelvis planlagt at foretage en rejse i et område, hvor man skal have en lods med, uden at have det, og besætningen ombord kendte ikke til det elektroniske navigationssystem ombord, skriver myndigheden. Det kritiske er dog, at både officerer og besætning ikke kendte til kritiske procedurer for navigation og brandsikkerhed.

"Thorco Luna er blevet forvist fra australske havne i tre måneder, hvilket bør give operatørerne tid til at genvurdere ledelsen for dets operationer," siger Stephen Curry.

Thorco Projects har chartret skibet, der sejler under filippinsk flag, ind fra en tonnageudbyder, oplyser en talsperson fra rederiet.

"Vi arbejder tæt sammen med ejer og technical managers for at komme til bunds i det og sikre, at de skibe, som vi chartrer, lever op til de regulativer og standarder, der er," lyder det.

Stadil-familiens Thornico interesseret i konsolidering 

Stadil-familiens kriseramte rederier viser tegn på bedring 

Falske mails fik Thorco Projects til at betale hacker 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu