Kina lover mere åbenhed midt i handelsstrid med USA

Kinas præsident siger i en tale tirsdag, at han vil sænke tolden på importerede biler og lempe reglerne for udenlandsk ejerskab i den kinesiske bilindustri.
AF RITZAU

Samtidig med en ulmende handelsstrid mellem Kina og USA fremsætter Kinas præsident løfter om at åbne det kinesiske marked mere for udenlandske firmaer.

Præsident Xi Jinping siger i en tale tirsdag, at han vil sænke tolden på importerede biler. Han vil desuden lempe reglerne for udenlandsk ejerskab i den kinesiske bilindustri.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

"Vi vil i år reducere tolden på importerede biler betragteligt og samtidig sænke tolden på nogle andre produkter, siger han på det årlige Boao Forum," skriver Reuters.

Boao Forum bliver som sædvanligt holdt på tropeøen Haian. Det er Asiens svar på det årlige møde i Davos i Schweiz.

Xi lover også, at Kina hurtigst muligt vil hæve grænsen for udenlandske ejerandele i bilindustrien.

Desuden vil han sætte mere fart på processen med en åbning af den finansielle sektor, som Kina tidligere har bebudet.

De seneste uger har USA's præsident, Donald Trump, truet med at lægge told på kinesiske varer for milliarder af dollar. Kina har svaret igen med tilsvarende trusler.

Risikoen for en handelskrig mellem verdens to største økonomier har udløst nervøsitet på de globale finansmarkeder. Økonomer frygter, at en handelskrig vil få negative følger. Ikke bare for de to lande, men for store dele af verdensøkonomien.

Donald Trumps toldtrusler skyldes utilfredshed hos præsidenten med skævheden i handlen mellem de to lande. Han beskylder også Kina for ikke at respektere amerikanske virksomheders intellektuelle rettigheder.

Kina har et trecifret milliardoverskud i dollar på handlen med USA.

Løft på aktiemarkederne

I weekenden fastslog Trump dog i et tweet, at "præsident Xi og jeg vil altid være venner. Uanset udfaldet af vores handelsstrid. Kina vil fjerne dets handelsbarrierer, fordi det er det rigtige at gøre".

Rederier frygter de store nationers toldkrig 

Xis udtalelser tirsdag har givet et løft til de asiatiske aktiemarkeder og den amerikanske dollar.

"Alle tiltag, som han nævnte i talen, var rettet mod at nedbringe andre landes handelsunderskud med Kina," siger Ken Cheung fra Mizuho Bank i Hongkong til Reuters.

"Xi har gjort sin position klar i dag - han ønsker ikke en stor handelskrig med USA," tilføjer han.

Risikolysten vender tirsdag tilbage til aktiemarkederne i Asien, der stiger over en bred kam, efter at Kinas præsident, Xi Jinping, anlagde en forsonende tone i en tale. Aktierne buldrede op og "sikker havn-aktiver" falder.

"Xi's tale sender et positivt signal til markedet, da han støtter globalisering og en åbning af det kinesiske marked," siger strateg hos First Shanghai Securities Linus Yip, til Bloomberg News og tilføjer:

"Investorerne er meget nervøse for handelskonflikten, men præsidentens tale beroliger dem en del."

Han understreger dog, at handelskonflikten fortsat vil være et tema.

"Vi ønsker ingen krig. Men vi er ikke bange for at udkæmpe en"

Ultrabulk mærker de første konsekvenser af ulmende handelskrig 

Trump truer Kina med straftold på yderligere 100 mia. dollars

Mineselskaber rammes af optrappet handelskrig mellem Kina og USA 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også