Her er overblikket over Maersks fremtidige kerneforretning
Maersk er nu tæt på at være en rendyrket containerforretning, efter gruppen i det forgangne år fik solgt først Maersk Oil til franske Total og derefter Maersk Tankers til familiens investeringsenhed A.P. Møller Holding A/S.
Den nye kerneforretning hedder Maersk Transport & Logistics og består således af Maersk Line, havneselskabet APM Terminals, logistikforretningen Damco, slæbebådsrederiet Svitzer og containerproducenten Maersk Container Industries.
Her er nøgletallene for de selskaber, der skal bære den danske transportkæmpe i fremtidens shippingmarked.
Maersk Line
Containerrederiet fik et overskud på 541 mio. dollars, en markant fremgang fra et underskud på 376 mio. dollars i 2016, mens omsætningen voksede til 24,3 mia. dollars mod 20,7 mia. dollars i året før.
Driftsresultatet (EBITDA) landede på 705 mio. dollars.
APM Terminals
APM Terminals, der driver havne og terminaler verden over, kom ud af 2017 med et underskud på 168 mio. dollars mod et overskud på 438 mio. dollars i 2016.
Det store fald skyldes først og fremmest en nedskrivning på hele 621 mio. dollars på hvad gruppen beskriver som "forretningsmæssigt udfordrende markeder" for havneselskabet.
Omsætningen faldt til 4,13 mia. dollars fra 4,17 mia. dollars året før.
![Foto: Terminal de Contenedores Quetzal](https://photos.watchmedier.dk/d9DD6MzwiLLo8EuEQ0KZLtySnWyRdltnmjnYjBE5K4A/resize:fill:960:0:0/plain/https%3A%2F%2Fphotos.watchmedier.dk%2FImages%2Farticle9379034.ece%2FALTERNATES%2Fschema-16_9%2Ftcq1.jpg)
Damco
Logistikselskabet Damco, der på det seneste har været gennem en markant omkalfatring og har leveret bedre resultater end i foregående år, er dyppet tilbage i rødt med et underskud på 35 mio. dollars mod et overskud på 31 mio. dollars sidste år.
Mens resultat faldt gik omsætningen frem og landede på 2,6 mia. dollars fra 2,5 mia. dollars i 2016.
Svitzer
Gruppens slæbebådselskab Svitzer, der indtil sidste år havde Robert Mærsk Uggla som CEO, gik frem på bundlinjen med et overskud på 102 mio. dollars sammenlignet med 91 mio. dollars året før.
Svitzers omsætning gik også frem og sluttede på 659 mio. dollars mod 642 mio. dollars i 2016.
Maersk Container Industries
Containerproducenten har kæmpet med store tab i de seneste år, hvor især forsinkede åbninger af nye fabrikker har presset bundlinjen. Men Maersk Container Industries er nu tilbage i plus med et overskud på 38 mio. dollars mod et tab på 55 mio. dollars i 2016.
Mens bundlinjen blev sort, blev omsætningen næsten fordoblet og landede på 1,01 mia. dollars i 2017 mod 564 mio. dollars året før.
Maersk Line får overskud på 541 mio dollars i 2017