Norden lander historisk stor kontrakt på kul

Norden har fået sin største kontrakt nogensinde målt på volumen. Kontrakten dækker over transport af kul i ti år fra Filippinerne. Kontrakten begynder første kvartal næste år.
AF RITZAU FINANS

Tank- og tørlastrederiet Norden har landet den volumenmæssigt største kontrakt i rederiets 145-årige historie.

Det oplyser Norden i en pressemeddelelse.

Der er tale om en tiårig kontrakt med det filippinske energiselskab GNPower Mariveles Coal Plant Ltd. Co. (GNPower) om at transportere 20-24 mio. ton kul. Aftalen gælder fra første kvartal 2017.

GNPower ejer og opererer et moderne kraftværk i Bataan-provinsen på Luzon Island i Filippinerne.

Kraftværket i Bataan-provinsen begyndte sin produktion i 2013, og lige fra kraftværkets start har Norden transporteret kul til værket for en indonesisk kulproducent.

Fremover bliver det med GNPower som den direkte kunde, idet kraftværket køber kullet hos forskellige producenter i Indonesien, hvorefter det sejles til Filippinerne af Norden.

"Vi er både stolte over og glade for, at GNPower har valgt Norden til at stå for transport af kul til dette moderne kraftværk de kommende ti år. Det er udtryk for, at kunderne ved, at Norden er en stabil og sikker samarbejdspartner, man kan regne med – også når det drejer sig om meget langsigtede kontrakter," siger administrerende direktør Jan Rindbo i meddelelsen.

Transporterne vil blive udført med Panamax-skibe med 25-30 rejser om året. Hver transport vil vare cirka 20 dage.

Norden slipper Ejner Bonderup før tid 

Norden henter ny chef for tørlast 

Norden ændrer politik for oplysninger om køb og salg af skibe 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også