Eagle Bulk bekræfter: Tørlastskib ramt af missil ud for Yemen

Eagle Bulk bekræfter angrebet over for ShippingWatch. Der er dog ingen meldinger om tilskadekomne, og skibet holder sig foreløbig oven vande.
Af Ritzau og ShippingWatch

Tørlastskibet M/V Gibraltar Eagle er mandag blevet ramt af et missil i Adenbugten nær den yemenitiske kystby Aden.

Det skriver det amerikanske forsvars Centralkommando i et opslag på det sociale medie X.

”Den 15. januar omkring kl. 16.00 (Sanaa-tid) affyrede iransk-støttede militante houthier et ballistisk anti-skibsmissil fra houthi-kontrollerede områder i Yemen og ramte M/V Gibraltar Eagle, et Marshall Islands-flaget, amerikansk ejet og drevet containerskib. Skibet har ikke rapporteret om personskader eller væsentlige skader og fortsætter sin rejse,” lyder det.

Eagle Bulk bekræfter over for ShippingWatch, at der er tale om deres skib.

”Vi kan bekræfte, at skibet tidligere i dag blev ramt af et uidentificeret projektil, mens det befandt sig ca. 100 sømil fra kysten i Adenbugten. Som følge af nedslaget har skibet lidt begrænset skade på et lastrum, men det er stabilt og er på vej ud af området. Det er bekræftet, at alle søfolk om bord på skibet er uskadte. Skibet transporterer en last af stålprodukter. Eagle Bulks ledelse er i tæt kontakt med alle relevante myndigheder om denne sag,” skriver selskabet.

Ifølge Reuters ramte missilet skibet fra oven.

Houthi-bevægelsen tager mandag aften skylden for angrebet, skriver nyhedsbureauet AFP. AFP henviser til en udtalelse fra talsperson Yahya Saree fra bevægelsens militære gren.

Han siger, at bevægelsen har udført en ”militæroperation”, der ramte et amerikansk skib, og at ”et vist antal passende maritime missiler” blev anvendt ved angrebet.

Det britiske sikkerhedsfirma Ambrey oplyser ifølge Reuters, at der er opstået en brand på skibet som følge af angrebet. Der er dog ingen meldinger om tilskadekomne, og skibet holder sig foreløbig oven vande.

En lang række skibe i farvandene omkring Yemen - Det Røde Hav og Adenbugten - er siden november blevet ramt af angreb udført af Houthi-bevægelsen i Yemen.

Houthi-bevægelsen er allieret med den militante palæstinensiske bevægelse Hamas i Gaza, og angrebene på skibstrafikken i Det Røde Hav er ifølge Houthi-bevægelsen sket som modsvar på Israels krig mod Hamas.

Som følge af angrebene har en koalition med USA i spidsen i januar angrebet flere Houthi-relaterede mål i Yemen.

Det er sikkerhedsfirmaet Ambreys vurdering, at mandagens angreb er sket som følge af den udenlandske militære offensiv mod Houthi-bevægelsen.

Risikoen for angreb i Det Røde Hav har fået mange rederier til at omlægge deres ruter.

I stedet for at sejle via Suezkanalen og Det Røde Hav for at komme fra Europa til Asien tager skibene den meget længere tur syd om Afrika.

Opdateret kl. 17.13 med oplysninger om skibets navn og kommentar fra USA’s Centralkommando.

Opdateret kl. 20:47 med oplysningen om, at Houthi-bevægelsen har taget skylden for angrebet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også