En sømand er død og to reddet efter skibskollision i Nordsøen

Tysk søredningstjeneste oplyser, at yderligere fire savnes, efter britisk lastskib er sunket ved kollision. Opdateret.
Arkivfoto fra den tyske redningstjeneste, som fortæller, at der er en rednings- og eftersøgningsaktion i gang for at finde savnede søfolk efter kollisionen. | Foto: Frank Kahl/AFP/Ritzau Scanpix
Arkivfoto fra den tyske redningstjeneste, som fortæller, at der er en rednings- og eftersøgningsaktion i gang for at finde savnede søfolk efter kollisionen. | Foto: Frank Kahl/AFP/Ritzau Scanpix
Af Ritzau og ShippingWatch

Den tyske søredningstjeneste oplyser, at en død sømand er hevet op af havet, mens det er lykkedes at bjerge to savnede i live, efter at to fragtskibe er kollideret i Nordsøen.

Yderligere fire søfolk savnes.

Det ene af skibene, et britisk fragtskib, er sunket efter kollisionen.

Tidligere lød det fra den tyske søredningstjeneste, at adskillige var savnet.

De to skibe stødte sammen 22 kilometer sydvest for øen Helgoland og 31 kilometer nordøst for øen Langeoog.

Der er tale om to såkaldte bulk carriers, som stødte sammen klokken 05.00 tirsdag morgen, skriver Reuters.

Det er det britiske skib ”Verity” og skibet ”Polesie”, der er indregistreret i Bahamas. De er henholdsvis 91 og 190 meter lange.

”Polesie”, der har 22 personer om bord, er stadig flydende, mens påsejlingen har fået ”Verity” til at synke.

”Polesie” er ifølge IMO’s skibsregister ejet af selskabet Ares Nine Shipping, og ”Verity” har Casper Chartering registeret som ejer.

Arkivfotos af de to skibe, som er kollideret. Det øverste er det nu sunkne skib Verity. | Foto: Stringer/AFP/Ritzau Scanpix
Arkivfotos af de to skibe, som er kollideret. Det øverste er det nu sunkne skib Verity. | Foto: Stringer/AFP/Ritzau Scanpix

”Verity” var ifølge Hamburger Abendblatt på vej fra Bremen til Immingham i det nordøstlige England.

”Polesie” var afsejlet fra Hamburg med kurs mod Coruna i det nordlige Spanien.

Redningsoperationen ledes fra en kommandoenhed i Cuxhaven, skriver avisen.

”Adskillige skibe deltager i indsatsen,” hedder det.

Den tyske flåde har også sendt flere helikoptere til området, og læger er blevet fløjet til ulykkesområdet.

Der er vindstyrke seks i området efter Beaufortskalaen. Det svarer til en vindstyrke på mellem 10,8 og 13,8 meter i sekundet. Meteorologisk betegnes det som hård vind.

Der er tre meter høje bølger i området.

Der er foreløbig ingen forklaring på, hvorfor de to skibe stødte sammen.

Opdateret kl. 12.47 med oplysninger om, at en person er død og to er reddet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også