Rederi søsætter stort tørlastskib med vindsejl

Sejlene skal være med til at reducere skibets brændstofforbrug og dermed CO2-udledning for at nå rederiets mål om klimaneutralitet i 2025.
Foto: Staff/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Staff/Reuters/Ritzau Scanpix

Singapore-baserede Berge Bulks tørlastskib Berge Olympus bliver det hidtil største handelsskib, der til dels drives af vindkraft.

Skibet er et tørlastskib af typen newcastlemax, som er blevet udstyret med fire såkaldte WindWings vindsejl fra selskabet Yara Marine Technologies, skriver rederiet i en meddelelse.

Med de store sejl forventer Berge Bulk, at skibet kan spare seks ton brændstof om dagen i gennemsnit på oceangående sejladser og dermed reducere CO2-udledningen med omkring 19,5 ton om dagen.

”Med disse brændstofbesparelser og CO2-reduktioner vurderer Berge Bulk potentialet for at installere WindWings på flere af sine skibe, der sejler på ruter med gunstige vindforhold,” skriver selskabet.

Foto: Berge Bulk
Foto: Berge Bulk

Sejlene 37,5 meter høje og 20 meter brede, og Berge Bulk satser på, at den opnåede brændstofbesparelse kan være med til at sende rederiet på vej mod sit mål om at være klimaneutral i 2025.

”Der er stadig så meget at gøre, når vi fremskynder overgangen til nyt brændstof i en fremtid uden kulstofudledning,” siger rederiets topchef James Marshall. 

”Det er derfor, vi er stolte af at samarbejde med BAR Technologies og Yara Marine Technologies om at være pionerer inden for dette WindWing-system. Berge Olympus er et bevis på innovation og bæredygtighed.” 

Andre shippingaktører som Maersk Tankers, Cargill og Oldendorff har også i gang med projekter om at installere vindsejl og rotorsejl på tørlastskibe.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også