Kinesisk vækst i økonomien falder til historisk lavt niveau

Stigende gældsproblemer og en handelskrig med USA skaber problemer i Kinas økonomi.
Foto: /ritzau/AP
Foto: /ritzau/AP
AF RITZAU

Den økonomiske vækst i Kina faldt i 2018 til 6,6 procent. Selv om det måske virker af meget, så er det den laveste årlige vækst i landet siden 1990.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det er særligt det sidste kvartal af 2018, der har sænket farten på den kinesiske vækstmotor. Det viser officielle tal fra de kinesiske myndigheder. Fra oktober til december sidste år voksede økonomien således med 6,4 procent.

En del af forklaringen er ifølge økonomer stadig større gældsproblemer samt den fortsatte handelskrig med USA.

Den kinesiske regering har selv forsøgt at moderere forventningerne til væksten, da man i slutningen af 2017 indførte nye reguleringer af bankernes udlån i et forsøg på at dæmme op for store stigninger i den nationale gæld.

Det var først i slutningen af 2018, at den vedvarende handelskonflikt med USA ramte den kinesiske bundlinje. Således var væksten i årets tredje kvartal den værste, siden den globale finanskrise for ti år siden.

Den told, som præsident Donald Trump indtil nu har pålagt kinesiske varer, ser ud til at have en negativ effekt på landets eksport.

Samtidig har væksten i investeringer, detailhandel og en række andre områder sænket farten, viser opgørelsen.

Forventningen blandt en række analytikere og iagttagere er ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Kinas regering vil vedtage en række vækstfremmende initiativer i de kommende uger.

Allerede i sidste uge lød det fra det kinesiske finansministerium, at man snart vil fremlægge en skattereform og sænke afgifter.

Fra flere sider spekuleres der dog i, hvorvidt de nye tal maler et for pænt billede af den kinesiske økonomi.

Flere finansmedier skriver, at de officielle nøgletal måske ikke giver et retvisende billede, og at Kinas økonomi kan være i større problemer, end de officielle opgørelser viser, skriver Reuters.

Kina har stået for næsten en tredjedel af den samlede økonomiske vækst på verdensplan i de sidste ti år.

Kinesisk havn går med i CMA CGM og Coscos blockchain-samarbejde

Paradokset bag Kinas skuffende handelstal

Faldende shipping-markeder kan være et advarselstegn fra Kina 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også