Maersk Tankers lægger milliardordre på nye skibe i Kina

Maersk Tankers har lagt en ny ordre på ni tankskibe, som skal bygges på værftet Samsung Heavy Industries i Ningo i Kina.
Foto: Maersk Tankers
Foto: Maersk Tankers

Maersk Tankers har fredag underskrevet en milliardordre på nye skibe med værftet Samsung Heavy Industries Ningo i Kina. Det oplyser A.P. Møller - Mærsks tankrederi i en meddelelse. Ordren tæller ni produkttankskibe i MR-klassen med en kapacitet på 49.940 dwt hver og har en værdi på cirka 300 millioner dollars eller næsten to milliarder danske kroner.

Ifølge Claus Grønborg, der er VP og Head of Business Development i Maersk Tankers, er ordren et led i rederiets fornyelse af sin flåde.

"Investeringen i skibene støtter vores Taking Lead strategi, hvor vi positionerer os i Produkttank-segmentet  med omkostningseffektive eco skibe. Fornyelsen af vores flåde vil hjælpe os med at forblive konkurrencedygtige og opfylde vores kunders efterspørgsel," siger han i meddelelsen.

De ni skibe bliver leveret i løbet af 2017 og 2018 og skal ifølge rederiet sikre, at Maersk Tankers forbliver i toppen af produkttanksegmentet, som lige nu oplever et boomende marked. I dag er Maersk Tankers da også blandt verdens største med en flåde på 100 skibe på vandet i dag, hvoraf 80 er ejede af rederiet og 20 er chartret ind fra andre operatører. Derudover har Maersk Tankers nu en nybygningsflåde på i alt 17 MR-skibe, som alle skal leveres inden udgangen af 2018.

Otte af skibene bygges på Sungdong-værftet i Sydkorea med levering i år og næste år. Og dertil kommer fredagens ordre på de ni skibe.

Maersk Tankers er langt fra de eneste, som ser en fordel af det stærke marked med transport af raffinerede olieprodukter. De seneste år har flere konkurrenter som Scorpio Tankers, der er noteret på børsen i New York, opbygget en imponerende nybygningsflåde med især MR-skibene, som er blevet betegnet som de mest hypede i forhold til nybygningskontrakter under finanskrisen. Den lave oliepris og de store mængder olie på verdensmarkedet har siden sendt raterne for transporter af råolie og olieprodukter til vejrs i 2015.

Vil ikke være større

I et interview med ShippingWatch i denne uge understregede CEO for Maersk Tankers, Morten Engelstoft, at rederiets flåde har den rette størrelse, og at det altså ikke handler om at udvide den samlede flåde.

"Vi skal ikke være større end i dag. Derfor vil vi udfase den ældste del af flåden i takt med, at vi får nye skibe. Lige nu ligger raterne godt, men der er stadig tale om en meget volatil industri, hvor man har lange perioder med lave og høje niveauer. Nu handler det om at forbedre resultaterne," sagde han.

Derfor vil de ældste skibe i flåden formentlig blive udfaset, i takt med at de nye bliver leveret.

"Når vi investerer i skibe, er det for mange år, måske 20-30 år. Tankmarkedet har historisk leveret et afkast på mellem seks og otte procent. Vi er i forvejen store, men har et langsigtet fokus med forretningen. Nogle aktører i industrien køber for at afhænde hurtigere," forklarede Morten Engelstoft.

Engelstoft: Maersk Tankers skal ikke være større 

Eliten i produkttank i tæt opløb på indtjeningen 

Maersk Tankers ser stærkt marked resten af 2015 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også