Golar LNG i nyt pool-samarbejde

De tre LNG-aktører Golar LNG, Dynagas og GasLog går nu sammen om et nyt samarbejde i spotmarkedet for transport af flydende naturgas. Den nye pool skal blandt andet sikre lavere omkostninger og mere effektiv drift af partnernes skibe.
Foto: Höegh LNG
Foto: Höegh LNG

Amerikanske Golar LNG danner sammen med to andre LNG-spillere, Dynagas Ltd og GasLog, nu et nyt pool-samarbejde for LNG-skibe, der skal sejle i spotmarkedet.

Det skriver de tre partnere i en meddelelse tirsdag.

Poolen går under navnet The Cool Pool og vil i første omgang drive 14 moderne LNG-skibe, hvoraf Dynagas og GasLog bidrager med tre skibe hver, og Golar LNG lægger otte skibe i det nye samarbejde.

De tre rederier vil med The Cool Pool forsøge at sikre optimeret udnyttelse af skibene. Det skal ske gennem bedre planlægning, mere effektiv omkostningstyring og fælles markedsføring, skriver partnerne.

Dynagas' CEO Tony Lauritzen får det overordnede ansvar for den nye pool, der ventes at starte op i september 2015.

Golar LNG rykker

Golar LNG indgik i juni i år et nyt samarbejde med norske Stolt-Nielsen om produktion og distribution af LNG. Begge parter kommer til at eje 50 procent af det nye joint venture.

Det amerikanske selskab har blandt andet udviklet den første FSRU (Floating Storage Regasification Unit) og har derudover almindelige LNG-skibe og FLNG'ere i sin flåde. Og Golar LNG lagde i slutningen af juli en ordre på selskabets tredje FLNG-enhed, Floating Liquefaction Unit.

Selskabet har sikret sig 80 procent af finansieringen til den tredje enhed, Hilli, og har derfor valgt at udnytte den anden option i en ordre afgivet i 2014, fremgik det af en meddelelse.

Beslutningen kom af, at Golar LNG ser stigende muligheder i markedet for flydende naturgas og udnyttelsen af FLNG-enheder. Selskabet peger på interesse fra flere kunder så tidligt som i 2018.

Analysehuset Fearnleys vurderede efterfølgende i en kommentar, at den nye finansiering sker på attraktive vilkår, hvilket samtidig skaber gode udsigter for fremtidige FLNG-projekter. Fearnley fastholder sin købsanbefaling på aktien og forventer en positiv prisudvikling fremadrettet.

Golar rykker på tredje store LNG-projekt

Storsats på LNG mellem Exmar og Fredriksen-selskaber

Stolt-Nielsen og Golar LNG giver håndslag på LNG

Golar LNG tilbage i plus 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også