d'Amico International Shipping vender underskud til plus i første kvartal

Italienske d'Amico International Shipping  nød godt af det stærke tankmarked i årets første kvartal, hvor rederiet vendte et underskud i samme periode 2014 til et nettoresultat på 11,4 millioner dollars. Selskabet venter stigende efterspørgsel i løbet af året.

ROM

Produkttankrederiet d'Amico International Shipping , der er børsnoteret i Milano, kom ud af årets første tre måneder med et nettoresultat på 11,4 millioner dollars mod et underskud på 6,8 millioner dollars i første kvartal sidste år.

Driftsresultat (EBITDA) landede på 21,6 millioner dollars, hvilket svarer til mere end 80 procent af det samlede EBITDA for 2014, skriver rederiet i en regnskabsmeddelelse torsdag.

Den positive udvikling skyldes det stærke tankmarked skabt af den dykkende oliepris i anden halvdel af 2014, og den positive udvikling er kun fortsat i årets første måneder, påpeger CEO Marco Fiori i regnskabet:

"Efter den gode udvikling for alvor begyndte i slutningen af sidste år, er spotraterne i produkttank blevet væsentligt bedre i første kvartal 2015, hvor de indtil videre har nået det højeste niveau siden finanskrisen. Her realiserede d'Amico dagrater på 18,503 dollars, hvilket er en stigning på 52 procent fra samme periode sidste," siger Marco Fiori og tilføjer, at selskabet er yderst optimistisk omkring udsigterne for sektoren, især i lyset af USAs voksende rolle som nettoeksportør kombineret med voksende raffinaderikapacitet i Mellemøsten og Fjernøsten.

Gode udsigter og nye skibe

d'Amico International Shipping  forventer en stigende efterspørgsel på olietransport i løbet af 2015, og disse positive udsigter fik i sidste uge rederiet til at bestille to nye LR1 (Long Range) produkttankskibe på 75,000 dwt til 44 millioner dollars stykket.

Skibene - der bygges på det vietnamesiske Vinashin Shipyard Co. Ltd. - vil blive leveret i midten af 2017 og bringer d'Amico International Shipping  nybygningsprogram op på i alt ti skibe, hvoraf de resterende er fire MR-tankere og fire Handysize.

"Trenden i vores industri peger mod en udvidelse i styrken af ton pr. mil som følge af koncentrationen af raffinaderikapaciteten i USA, Mellemøsten og Fjernøsten. I den sammenhæng tror jeg, at LR1'ere med deres større lastekapacitet vil opleve stor efterspørgsel i de kommende år på grund af deres evne til at sejle med større  mængder på de samme distancer. Faktisk oplever vi en konstant voksende efterspørgsel fra de store olieselskaber og førende markedsspillere på denne type af skibe," sagde Marco Fiori i en meddelelse om bestillingen af de to nye LR1-skibe i sidste uge.

d'Amico International Shipping s eksisterende flåde er på 52 skibe fordelt på MR-tankere og Handysize, hvoraf 23 af skibene er fuldt ejet af d'Amico, mens de resterende er chartret ind.

D'Amico går ind i LR1-segmentet

Investorer i produkttank slap nådigt gennem 2014

Svagt produktmarked dyrt for d'Amico i 1. halvår

D'Amico klar med investeringer i milliardklassen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også