Hellerup-skuffeselskab ejer over en tredjedel af Odfjell

Udover at Hellerup lægger jord til nogle af de største danske rederier, lægger det også adresse til Odfjell-familiens skuffeselskab Norchem, der efterhånden har erhvervet over en tredjedel af det økonomisk pressede kemikalietankrederi.
Foto: Odfjell
Foto: Odfjell

Med J. Lauritzens flytning til Tuborg Nord inden for de næste to måneder, kan det gamle havneområde i Hellerup efterhånden påberåbe sig titlen som centrum for den danske rederibranche. Især hvis man så lige tager Strandvejen 102 med, så er området lige nord for København i den grad belagt med navneskilte fra den maritime verden.

Torm, Norden, Bidsted, Nordic Bulk, Team Tankers International (tidl. Eitzen) XO, TKB....bare for at nævne nogle stykker.

Og så er der dem, der alene har adresse i Hellerup uden hverken at have ansatte eller aktiviteter fra postnummer 2900. Et af de selskaber har uden at gøre det store nummer ud af det efterhånden opbygget en position som ejer af mere end end tredjedel af en af verdens største rederi-grupper med speciale inden for kemikalietank. Det er selskabet Norchem med adresse på Tuborg Boulevard 1, en af de to parallelveje, hvor de mange rederier og maritime aktører har etableret sig. Den anden er Tuborg Havnevej, hvor det store glashus for enden af vejen med især Torm som lejer udgør slutningen på Hellerups maritime strøg.

Norchem ejer en tredjedel

Norchem er moderselskabet bag det norske kemikalierederi Odfjell med rederiets formand og fjerde generation i rederidynastiet, Laurence Odfjell, som bestemmende aktionær. Norchem har sikkert og roligt købt op i Odfjell og kunne for få dage siden oplyse, at selskabet nu ejer 34 procent af rederiet, som for tiden kæmper hårdt med en presset økonomi og for nylig måtte gennemføre en barsk spareplan.

Famllien sidder på tre af de fem pladser i bestyrelsen. Det drejer sig om Laurence Odfjell, hans far Bernt Daniel Odfjell og Carl Fredrik Odfjell, vice president i Odfjell Terminals og ligeledes fra den unge generation.

Norchem er ikke en ny aktør i Danmark, selskabet har eksisteret her siden 1998. ShippingWatch har spurgt Odfjell og Norchem, hvorfor selskabet med den familiedominerede bestyrelse egentlig ligger med adresse i Hellerup, og hvorfor man fortsætter med at købe aktier op i Odfjell.

Selskabet er dansk

"Fordi selskabet er dansk," lyder det korte svar, der er sendt på en mail fra Odfjells hovedkontor i Bergen, på det første spørgsmål. Og til det næste er der ingen kommentarer. Norchem vil heller ikke sige noget, om hvorvidt man har tænkt sig at fortsætte sine opkøb.

På spørgsmålet om, hvilke fordele, der kan være ved at have adresse i Hellerup, lyder svaret "at der både er fordele og ulemper ved at have adresse i Danmark".

Men man pointerer, at Norchem ikke har bestemmende indflydelse på Odfjell, selvom man sidder på 34 procent af A-aktierne i rederiet, der både har de stemmetunge A-aktier og herudover B-aktier.

Herudover ejer Laurence Odfjell dog også selv aktier i Odjell og købte op i rederiet så sent som den 13. februar i år. Laurence Odfjell er både formand i Norchem og i Odfjell.

Clippers CEO ind i Odfjells bestyrelse 

Ifølge søgetjenesten Proff har Norchem en aktiekaptal på 51,6 millioner kroner, en egenkapital på 780 milioner kroner, og et dalende resultat de seneste par år, hvor det senest offentliggjorte regnskab viser et minus på 15 millioner kroner.

Odfjells resultater har også været hårdt pressede på det seneste. Rederiet tog fat på en gennemgribende restrukturering af selskabet i januar i år, der i første omgang indebar afskedigelser af 85 ansatte i hovedkvarteret i Bergen. Den dramatiske beslutning skete kun få uger, efter at Odfjell fik ny adm. direktør i december 2014 efter uenighed mellem den nu tidligere CEO Jan A. Hammer og bestyrelsen, som ikke så ens på udviklingen af selskabet. Derfor blev Jan A. Hammer erstattet af Tore Jakobsen.

Er blevet 100 år

Ledelsen i Odfjell annoncerede i maj sidste år, at den ville gennemgå alle aspekter af selskabets forretningsmodel i bestræbelserne på at forbedre indtjeningen. Den nye plan forventedes at kunne løfte nettoindtjeningen med 100 mio. USD om året i løbet af 2016.

Laurence Odfjell lagde ikke skjul på, at tingene ikke var lette, da ShippingWatch interviewede ham i midten af december efter bruddet med Jan A. Hammer:

"Vi har store udfordringer som selskab. Jan og jeg har arbejdet tæt sammen siden 2010 i min rolle som bestyrelsesformand og hans rolle som adm. direktør. Der har naturligvis indimellem været uenigheder, hvor vi hver gang har måtte vælge, hvad vi syntes var bedst. Nogle gange har bestyrelsen blødt op, og nogle gange har Jan blødt op. Men denne gang, var der mange ting, som vi ville ændre, og det betød, at der kom en dialog om, at det var den bedste løsning, at Jan stoppede," lød det.

De seneste tre år har rederiet fået et akkumuleret underskud på rundt regnet 300 millioner USD. 2014 alene gav et minus på 75 millioner USD.

Odfjell, der er et af Norges mest kendte maritime dynastier, kunne fejre rederiets 100 års jubilæum den 11. oktober sidste år.

Pressede Odfjell skærer dybt i massiv spareplan

Ny strategi optrappede uenigheder i Odfjell

Odfjell varsler fremgang i 2015 

Stolt-Nielsen ser med bekymring på tankmarkedet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også