Krydsermissil fra Yemen rammer norsk tankskib

Et skib fra den amerikanske flåde er til stede for at bistå efter angrebet i Det Røde Hav. Missilet har forårsaget brand ombord.
I november opbragte den militante oprørsgruppe houthierne et britiskejet fragtskib, som angiveligt har forbindelse til en israelsk virksomhed. | Foto: Houthi Military Media/Reuters/Ritzau Scanpix
I november opbragte den militante oprørsgruppe houthierne et britiskejet fragtskib, som angiveligt har forbindelse til en israelsk virksomhed. | Foto: Houthi Military Media/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Ritzau/Reuters

Et krydsermissil affyret fra Yemen har ramt tankskibet ”Strinda” i Det Røde Hav og forårsaget ødelæggelser og en brand.

Det oplyser repræsentanter fra det amerikanske forsvarsministerium natten til tirsdag dansk tid.

Ingen kom til skade i angrebet.

Skibet ”Mason” fra den amerikanske flåde er til stede for at bistå med hændelsen, der fandt sted 60 sømil nord for strædet Bab el-Mandeb, som forbinder det Røde Hav med Adenbugten.

60 sømil svarer til omkring 111 kilometer.

Yemen er i store træk kontrolleret af Houthi-bevægelsen, der har truet med at angribe alle skibe i Det Røde Hav, der har kurs mod Israel.

Kilder i bevægelsen siger, at disse aktiviteter er udtryk for støtte til palæstinenserne i Gazastriben, hvor Israel er i krig med den militante bevægelse Hamas.

Krigen i Gazastriben, der ligger omkring 1600 kilometer fra houthiernes hovedsæde i Sanaa, kommer på baggrund af Hamas’ angreb på Israel 7. oktober.

”Strinda” sejler under det norske flag. Det er uklart, om skibet har forbindelse til Israel eller var på vej til landet.

Israel har fordømt lignende angreb på andre skibe og udtalt, at angrebene har konsekvenser for den internationale sikkerhed på havet.

For nylig kom tre andre civile handelsskibe under angreb i Det Røde Hav. Det fik også et amerikansk krigsskib til at reagere.

I november opbragte houthierne desuden et britiskejet fragtskib, som angiveligt har forbindelse til en israelsk virksomhed.

I Vesten er der bekymring for, at houthierne, der har støtte fra Iran, kan være med til at få krigen mellem Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse til at brede sig til andre dele af Mellemøsten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også