Der kan blive mangel på tankskibe til at fragte olie på verdenshavene

Verden kan havne i en situation, hvor der ikke er nok tankskibe til at fragte olie og brændstof, advarer skibsmægler.
Foto: Antonio Sempere/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Antonio Sempere/AP/Ritzau Scanpix

Der er bestilt så få nye tankskibe, at der i fremtiden kan blive mangel på fartøjer til at transportere olie, lyder advarslen fra et mæglerhus.

I en ny analyse peger Gibson Shipbrokers på, at der er det laveste antal nye tankskibe på vej i to årtier.

Mange af de eksisterende fartøjer er samtidig så gamle, at de før eller siden vil blive pensioneret og sendt til skrot.

Det betyder, at rederierne risikerer at havne i den samme situation som deres kunder i olieselskaberne, der i lang tid har advaret om, at der bliver brugt for få penge på at lede efter olie til at mætte verdens tørst efter fossil energi.

”Når skrotningen (af skibe, red.) endelig kommer, så kan tankindustrien meget vel befinde sig i samme situation som olieindustrien – at der ikke er nok tankskibe til at møde efterspørgslen,” skriver Gibson i et notat.

Et af verdens største tankrederi, Hafnia, gav for nyligt udtryk for et lignende synspunkt. 

Ifølge selskabets danske topchef, Mikael Skov, har tankrederierne i årevis investeret for lidt i at bygge nye skibe. 

Shippingindustrien har ellers kæmpet med det modsatte problem i årtiet op til coronakrisen – at der var alt for mange skibe i forhold til efterspørgslen.

Grøn usikkerhed

Når det nu kan ende med at forholde sig stik modsat for rederierne, som sejler med olie og brændstof, skyldes en kombination af flere ting.

Gibson peger på, at den grønne omstilling har gjort mange tilbageholdne med at investere i olieindustrien. 

Der er desuden fortsat tvivl om, hvilket brændstof tankskibene skal sejle på, når traditionel bunkerolie gradvist bliver udfaset de kommende år.

Mangel på plads hos værfter og stigende priser i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine, som har skabt en indtjeningsfest på tankmarkedet, har desuden gjort skibene meget dyre at bygge.

Mange af de ældste tankskibe er i dag en del af den såkaldte skyggeflåde, som sejler med russisk olie i strid med sanktionerne.

Når efterspørgslen på søfragt overstiger udbuddet af skibe, så stiger priserne typisk meget hurtigt. 

Det var tilfældet under pandemien, hvor en forbrugsfest i Nordamerika og Europa fik prisen på at fragte en container til at eksplodere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også