Norden skal betale bøde efter to dødsfald på tankskib

Rederiet skal betale en bøde på grund af to dødsfald på tankskibet Nord Magic i sommeren 2022, oplyser politiet.
Arkivfoto. | Foto: Norden
Arkivfoto. | Foto: Norden

Rederiet Norden bliver straffet med en bøde efter to dødsfald på tankskibet Nord Magic i sommeren 2022.

Det oplyser Nordsjællands Politi til ShippingWatch.

”Der er fremsendt et bødeforlæg til virksomheden,” lyder det i et skriftligt svar. 

Størrelsen på bøden oplyses ikke, og det er også uvist, hvordan Norden forholder sig til afgørelsen på sagen. 

Norden oplyser til ShippingWatch, at rederiet ikke har modtaget noget bødeforlæg fra politiet og derfor ikke kan kommentere sagen.

Den Maritime Havarikommission, som har gennemgået forholdene omkring dødsulykken, har i en rapport fra januar i år kritiseret sikkerhedsprocedurerne på tankskibet.

Havarikommissionens rapport blev sendt videre til Søfartsstyrelsen, der vurderede, at sagen var så alvorlig, at den skulle overdrages. til politiet.

Nordsjællands Politi vil ikke oplyse bødestørrelsen, da betalingsfristen endnu ikke er udløbet, og sagen derfor fortsat er verserende.

To teknikere omkom i juni 2022

Søfartsstyrelsen har tidligere oplyst, hvilke strafmuligheder og bødestørrelser, der kan blive tale om i sagen, hvor loven om sikkerhed til søs og bekendtgørelser er gældende.

”Generelt kan det oplyses, at det af bemærkninger til loven fremgår, at såkaldte ”almindelige overtrædelser” eller forvoldelse af søulykke medfører en bøde på 20.000 kr. til rederen samt 5.000 kr. for hver skærpende omstændighed, der har indebåret potentiel fare eller personskade,” oplyste synschef Martin Hvid John til ShippingWatch i februar.

”Såfremt der er tale om en grov overtrædelse, er udgangspunktet en fordobling af bøden,” forklarede han. 

Det var to teknikere, som var hyret af Nordens tekniske managementselskab Norden Synergy Ship Management, der omkom den 17. juni 2022.

Det skete, efter at de havde indåndet svovlbrinte i forbindelse med en inspektion af tankskibet Nord Magic tanke, da skibet befandt sig i Chittagong, Bangladesh. 

Det fremgik af Havarikommissionens rapport, der pegede på en række kritisable forhold i forhold arbejdsprocesser og sikkerhed ombord på skibet.

Norden har tidligere tidligere oplyst, at selskabet er ”dybt berørte af den tragiske ulykke”.

”En intern undersøgelse blev gennemført umiddelbart efter den tragiske ulykke, og i løbet af det seneste halve år har vi fulgt op med tæt kommunikation og afbødende handling med vores tekniske manager NSSM,” skrev rederiet i et svar til ShippingWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også