Hafnia er åben for at sejle med russisk olie: "Vi følger de regler, der er"

Så længe alle regler bliver overholdt, ser tankrederiet ingen grund til at selvsanktionere mod olieprodukter fra Rusland.
Flere af Hafnias konkurrenter har valgt at selvsanktionere og sige stop til russisk olie. "Det er ikke nødvendigvis vores opgave at lave individuelle regler for Hafnia," siger Hafnia-topchef, Mikael Skov. | Foto: Pr / Hafnia
Flere af Hafnias konkurrenter har valgt at selvsanktionere og sige stop til russisk olie. "Det er ikke nødvendigvis vores opgave at lave individuelle regler for Hafnia," siger Hafnia-topchef, Mikael Skov. | Foto: Pr / Hafnia

Tankrederiet Hafnia er i princippet åben for at sejle med russiske laster, så længe alle regler og sanktioner bliver overholdt.

”Vi laver ikke specielle regler for Hafnia, hvilket vil sige, at vi ikke er på selvsanktioneringsholdet. Vi følger de regler, der er,” siger topchef Mikael Skov oven på rederiets rekordresultat for 2022.

Skal det betyde, at hvis en russisk last overholder prisloftet, vil I sejle med den?

”Vi har ikke sejlet fra Rusland siden meget tidligt sidste år. Det er for tidligt at sige, hvad der kommer til at ske med russisk olie, for nu er sanktionerne trådt i kraft, og vi må se, hvad det betyder for markedet internationalt,” siger han.

Selv om nye sanktioner mod Rusland trådte i kraft 5. februar, der helt konkret betyder et forbud mod at sejle med russiske olieprodukter til EU og Storbritannien, kan det stadig være muligt, hvis lasten sælges under et prisloft. 

”Det er klart, at det omfang, hvor der kommer olie som legitimt bliver solgt under internationale ordninger, altså under prisloftet, er det helt legalt. Vi må se på, om det sker, men det er ikke noget, vi har været nødt til at tage stilling til indtil videre. Vi har ikke haft nogen laster fra Rusland,” siger Mikael Skov.

Med sanktionerne på russiske olieprodukter fulgte to forskellige prislofter: Et prisloft på 100 dollar pr. tønde diesel og 45 dollar pr. tønde for billigere brændstoffer sideløbende med importforbuddet.

”Ikke vores opgave”

Siden Ruslands invasion af Ukraine er fragtraterne for olie strøget op. 

Invasionen fik flere lande til at droppe import af olie fra Rusland, og dermed skal olien typisk fragtes på længere distancer end før, ligesom flere tankrederier selv sagde stop af etiske årsager og af frygt for at blive fanget i nettet af sanktioner.

Det gælder bl.a. to af Hafnias konkurrenter - danske Norden og Torm - der kort tid efter krigens begyndelse droppede russiske laster.

Flere af jeres konkurrenter har valgt at selvsanktionere og ikke sejle med russisk olie. Er det noget, I har overvejet?

”Selvfølgelig drøfter vi ting internt, men vi forholder os til det internationale regelsæt, der er. Det er ikke nødvendigvis vores opgave at lave individuelle regler for Hafnia. Det er heller ikke i aktionærernes interesse. Vi følger de regler, der er,” siger Mikael Skov.

”Men vi har truffet et valg om ikke at sejle fra Rusland bl.a. på grund af usikkerheder om, hvorvidt man kunne få forsikring eller ej, og en risiko for, hvis der skete noget, at man vil være tvunget til at entrere med selskaber, der var sanktioneret. Det var en for stor risiko for forretningen.”

Hvad med de etiske overvejelser?

”Som sagt følger vi de regler, der er, og det er udgangspunktet. Jeg har ikke så meget mere at sige til det. Det bruger vi ikke så meget tid på, for regler er, hvad de er, og vi har besluttet, at vi ikke sejler fra Rusland. Det har været vores holdning siden april sidste år.”

Høje priser kan fortsætte

Hafnia er netop kommet ud af 2022 med et rekordresultat, som er båret frem af Ruslands angreb på Ukraine og de længere rejser for tankskibene.

Bundlinjen for hele året løb op i 751,6 mio. dollars - eller hvad der svarer til lidt over 5,2 mia. kr. ved dagens kurs. Det står i stærk kontrast til 2021, hvor rederiet endte med et tab på 55 mio. dollar.

Mikael Skov peger allerede nu på en årrække, der ser ud til at lande stærke resultater for ikke kun Hafnia, men tankrederier generelt.

”Vi kigger ind i et marked, hvor efterspørgslen er tilbage og højere end før pandemien samtidig med en begrænset flådetilvækst. Samtidig ser vi, at 2023 er startet væsentligt stærkere, end 2022 gjorde, hvilket vil sige, at vi ser mod fire stærke kvartaler, hvor 2022 kun var båret af tre stærke kvartaler,” siger han.

Dog er der stadig nogle faktorer, der kan påvirke den nuværende optur i markedet, men som har geopolitisk karakter.

”De væsentligste risici er i øjeblikket af geopolitisk karakter. Det er klart, hvis der pludselig kommer sanktioner om international handel, der vil forhindre fri handel, vil det ikke være godt for os,” siger Mikael Skov.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også