Torm kan blive årets kursraket på børsen: Er steget over 300 pct.

Torm-aktien er steget med 327 pct. i 2022. Dermed er tankrederiet langt foran alle andre selskaber på det danske aktiemarked.
Foto: Carsten Lundager / Torm
Foto: Carsten Lundager / Torm
Af Marketwire

Tankrederiet Torm er den ubestridte højdespringer på aktiemarkedet i 2022, hvor krigen i Ukraine og medfølgende sanktioner mod Rusland har vendt op og ned på markedet for transport af olie.

Det betyder, at selskabet er på vej mod en rekordindtjening, og det smitter af på aktiekursen, der er steget 327 pct. siden årets start.

Det er der intet andet selskab, der kommer i nærheden af på det danske aktiemarked i år. Et andet rederi, Norden, ligger tættest på med en stigning på 151 pct. siden nytår.

Begge rederier lever af at fragte raffinerede olieprodukter på søen, mens Norden desuden fragter tørlast såsom korn og sojabønner.

Markedet for fragt af olie er yderligere forstærket af stigende efterspørgsel samt lukningen af raffinaderier flere steder verden over, som også har medført længere transport.

Ukraine-krig har skabt ny virkelighed

Torm har lige nu kurs mod sit bedste indtjeningsår nogensinde, og 2022 ser dermed ud til at overgå 2020, der er kendt som et historisk stærkt år for tankrederierne.

Det bekræftede topchef Jacob Meldgaard i forbindelse med selskabets regnskab for tredje kvartal.

”Det tør jeg godt at sige, at vi gør,” lød det fra Jacob Meldgaard overfor MarketWire i november, på trods af at Torm ikke offentliggør præcise finansielle forventninger.

Særligt siden Ruslands invasion af Ukraine er fragtraterne strøget op. Invasionen fik flere lande til at droppe import af olie fra Rusland, og dermed skal olien typisk fragtes på længere distancer end før.

Det holder skibene i arbejde i længere tid ad gangen, hvilket reducerer udbuddet, og sender priserne op - og aktiekurserne følger med.

”Det har betydet, at markedet allerede er begyndt at positionere sig til en ny virkelighed, hvor man ikke skal få de produkter ind fra Rusland til Europa, men skal få dem længere væk fra. Det er fra Mellemøsten, Indien og Kina, og sådan helt logisk kan man jo godt se, at det er en længere transportrute, hvis man ikke får det fra Rusland, og det skaber en øget efterspørgsel,” siger Jacob Meldgaard.

Den udvikling fik endnu et rygstød i begyndelsen af december, da EU og G7-landene indførte et prisloft på russisk olie.

Flere sanktioner venter desuden efter planen til februar, og de vil blot forstærke det billede, der allerede tegner sig. Her er det de raffinerede olieprodukter, som Torm fortrinsvis fragter, der bliver indlemmet.

Lange udsigter til nye skibe

Ser man fremad, er der ifølge Jacob Meldgaard to altoverskyggende temaer, der vil være med til at holde hånden under markedet for Torm, selvom han også mener, at det er svært at spå om.

For det første den ændrede geopolitiske situation, der - selv hvis krigen sluttede i morgen - ikke vil ændre på handelsmønstrene lige foreløbig, hvis man skal tro den rådgivning, som Torm læner sig op ad.

For det andet er det udsigten til nye skibe i tankmarkedet, der på nuværende tidspunkt langt fra er en trussel.

Det skyldes, at værfterne er fyldt godt op, hvilket hænger sammen med opturen i andre markeder, som har sat gang i skibsbyggeriet af andre skibstyper.

”Når det går godt, så har skibsejere en tendens til at købe nye skibe til markedet, men værfterne er optagede af at bygge andre typer af skibe lige nu. Det er især container og LNG (flydende naturgas, red.), og de to sektorer står for en meget stor ordrebog i dag,” siger Jacob Meldgaard.

”Hvis man vil købe den type skibe, som vi vil sejle med, så kan de først blive leveret om tre år. Så risikoen for vores marked er lidt anderledes lige nu,” tilføjer han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også