Ny opgørelse: John Fredriksens formue har vokseværk

Et norsk medie har gennemgået John Fredriksens imperium og anslår, at han nu har aktiver for tæt på 200 mia. norske kr. Især tankrederierne trækker op.
Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix

Formuen vokser for den norskfødte forretningsmand John Fredriksen, som har en stor del af sine investeringer i shippingbranchen.

Det norske medie Finansavisen har gennemgået hans imperium og regner sig frem til, at værdien af aktierne i Fredriksen-gruppen nu nærmer sig 200 mia. norske kr. Det svarer til 141 mia. kr.

Det har især været en god forretning for John Fredriksen at eje aktier i de børsnoterede olierederier Frontline, Euronav og International Seaways, skriver Finansavisen.

Rederierne nyder for tiden godt af de høje priser på fragt af råolie, som er skudt i vejret efter Ruslands invasion af Ukraine. 

Sanktionerne mod Rusland betyder, at mange vestlige lande nu henter deres olie fra andre steder, som geografisk ligger længere væk. 

Det har løftet indtjeningen i rederierne, fordi de længere distancer giver flere dage til søs.

John Fredriksen ejer også store andele i gasrederierne Flex LNG og Avance Gas, som også tjener godt på den store nuværende energikrise.

Den 79-årige erhvervsmand kontrollerer desuden det store tørlastrederi Golden Ocean og ejer en bid af rigselskabet Valaris. 

Dertil kommer investeringer i ejendomme og lakseopdræt, som er en milliardindustri i Norge. Han ejer også en stor aktiepost i flyselskabet Norwegian, som har haft en hård tid på børsen i 2022.

John Fredriksen er født i Norge, men har cypriotisk pas.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også