ShippingWatch

Lim-familien præsenteret for to bud på Ocean Tankers' fremtid

Administrator af Ocean Tankers udpeger to bud på en restrukturering af tankerederiet, som er en del af Lim-familiens olieimperium. Forhandlinger med familien indledes i næste uge.

Foto: Edgar Su/Reuters/Ritzau Scanpix

Lim-familien bliver præsenteret for to bud på en restrukturering af tankrederiet Ocean Tankers, som er en del af familiens olieimperium Hin Leong Trading. Det skriver Reuters.

Konsulenthuset EY er udpeget af retten som administrator af Ocean Tankers.

I en ny rapport, som Reuters har set, udpeger EY to løsninger til Lim-familien for en restrukturering af Ocean Tankers. Forhandlingerne med familien ventes at blive indledt i næste uge.

Forhandlingerne vil ifølge rapporten handle om, hvorvidt Lim-familien er "villige til at støtte en restrukturering af OTPL". Målet er at bevare en del Ocean Tankers forretning og en restrukturering af rederiets gæld.

I den ene af de to bud på en restukturering lægger EY op til, at Ocean Tankers fortsætter som fleet manager for Lim-familiens Xihe Group mod, at Xihe Group fremrykker finansiering.

Den anden løsning handler om at lade Ocean Tankers indgå i en restrukturering af Hin Leong Trading, hvor Lim-familiens forretninger bliver samlet i et selskab. Det er en løsning, som administratoren for Hin Leong, PwC, har foreslået.

Hverken EY eller Ocean Tankers advokater ønsker ikke at kommentere oplysningerne over for Reuters.

Ocean Tankers direktør, Evan Lim, som er søn af stifter O.K Lim, skriver i en mail til Reuters, at Lim-familien vil meddele, om familien udsender en kommentar til rapporten.

Ocean Tankers er en del af Lim-familiens olieimperium, som også tæller handelskoncernen Hin Leong Trading og bunkerleverandøren Ocean Bunkering.

Selskaberne er centrum for en massiv skandale, som har rystet Singapores oliemiljø de seneste måneder.

I april kom det frem, at Hin Leongs Trading stifter og en af Singapore rigeste mænd, Lim Oon Kuin, har skjult tab på oliespekulation for 800 mio. dollar. Han har samtidig forsøgt at dække over tabene ved at sælge ud af lageret uden kreditorernes vidende.

Selskabet har gæld til 23 af banker for tæt på tre mia. dollar. Hin Leong er kommet under juridisk administration i Singapore, og politiet har åbnet en sag mod Hin Leong og stifter O.K Lim.

Ifølge PwC har Hin Leong ingen fremtid som selvstændigt selskab.

Slagsmålet om skandaleramte Hin Leongs olielaster er begyndt

Hin Leong Trading stemples som et selskab uden selvstændig fremtid

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere