Corona-dagbog fra "Nord Sustainable": Kaptajn arbejder på fjerde måned

Kaptajn Debie Morera gik ombord på skibet Nord Sustainable i Las Palmas i januar, og han er stadig på arbejde, selvom vi nu skriver maj. Med coronavirus og de mange restriktioner for besætningen handler det mere end nogensinde om at holde moralen oppe.
Foto: NORDEN
Foto: NORDEN

Egentlig var Debie Morera på ferie hjemme hos sin familie i Indien, da han første gang hørte om coronavirus.

Men ligesom de fleste andre registrerede han blot, at udbruddet havde fundet sted i Wuhan i Kina, og han havde ingen anelse om, hvordan det ville komme til at forme hans arbejdsdag de kommende måneder. Slet ikke, at corona ville udvikle sig til en global pandemi, der ville gøre det umuligt for ham at forlade sin arbejdsplads i lang tid.

Derfor rejste han uden bekymringer til Las Palmas i slutningen af januar for at påmønstre som kaptajn på Norden-skibet Nord Sustainable.

"Fra Las Palmas fortsatte vi til Nigeria. Vi var i Nigeria indtil den 1. marts. I løbet af februar kunne vi se situationen eskalere og blive til en global pandemi. Efterhånden som landene begyndte at erklære nationale nødstilstande, blev det langsomt til virkelighed," fortæller Debie Morera.

"Ombord var vi isolerede, da der ikke var særlig meget information om covid-19's spredningen i Nigeria. I den første uge af marts tog vi afsted på en to-ugers rejse fra Nigeria til Rotterdam."

Kaptajn Debie Morera ombord på Nord Sustainable, hvor han påmønstrede tilbage i januar i Las Palmas. | Foto: NORDEN
Kaptajn Debie Morera ombord på Nord Sustainable, hvor han påmønstrede tilbage i januar i Las Palmas. | Foto: NORDEN

I dag deler han skæbne med op imod 150.000 andre søfolk verden over, der er ramt af udbruddet af corona, fordi de enten ikke kan komme fra borde eller påmønstre et skib.

Nord Sustainable fortsatte fra Rotterdam over Atlanten og var et smut i Den Mexicanske Golf, inden skibet fortsatte ned langs Argentinas kyst, hvor det befinder sig i dag.

Som øverst ansvarlig på produkttankskibet har Debie Moreras dagligdag og arbejdsopgaver også ændret sig en del i takt med, at besætningen ikke kan komme i land, og smittefaren lurer mange steder.

Ombord på skibet skal han holde moralen oppe, fordi søfolkene er bekymrede og udmattede. Når de er i havn, kan man ikke undgå, der kommer agenter eller inspektører ombord.

"Vi har indført en række tiltag for at beskytte vores besætning. Under besætningsmøder, procedurer, der skal følges i havnene, installering af stationer til afspritning af hænder, strenge retningslinjer og begrænset adgang for besøgende blev den nye norm," forklarer han.

"Snakken ved måltiderne handler om corona, og hvordan det kan påvirke os. Samtidig er folk bekymrede for deres familie og venner derhjemme. Det er vigtigt at holde besætningens moral oppe og lade dem vide, at det at beskytte os selv er det bedste, vi kan gøre over for familien."

Produkttankskibet Nord Sustainable. | Foto: NORDEN
Produkttankskibet Nord Sustainable. | Foto: NORDEN

Selvom coronapandemien er global, og visse lande er begyndt at åbne op igen, er der store forskelle på de krav, der stilles rundt omkring i verden.

Og der er ofte en usikkerhed om, hvor strikse reglerne er inden ankomsten.

"Landene har forskellige niveauer, når det gælder de kontrolforanstaltninger, der er indført for at håndtere en verdensomspændende pandemi. Det kan sætte os i en svær situation, når vi anløber en havn i et land, hvor der ikke er strenge kontrolkrav."

"Vi kan ikke undgå at skulle arbejde med personalet på land, når skibet kommer i havn. Lodser er nødt til at komme ombord og op på broen, og vi arbejder tæt på dem. De besøger forskellige skibe, og vi kender ikke til beskyttelsesstandarden på andre skibe og heller ikke i de lande, vi ankommer til. Når der skal lastes og losses, kommer der folk ombord. Herudover skal vi have forsyninger."

Besætningen har været undervejs i månedsvis. Et af lyspunkterne i dagilgdagen er, når kabyssen severer mad. | Foto: NORDEN
Besætningen har været undervejs i månedsvis. Et af lyspunkterne i dagilgdagen er, når kabyssen severer mad. | Foto: NORDEN

Hvordan har besætningen og du selv reageret?

"Jeg har aldrig oplevet noget lignende i min 20 år lange karriere til søs. Alt er i limbo med meget usikkerhed," siger Debie Morera og fortsætter: 

"I normale situationer kan der opstå forsinkelser. Men det her er en situation, som ingen af os har oplevet før. Der er spørgsmål, som ingen har svar på. Folk kan blive mentalt og fysisk trætte. Og når de ikke ved, hvornår de kan komme hjem, bliver det kun endnu værre. Os, der sejler på tankskibe, som handler i spotmarkedet, kender til muligheden for forsinkelser. Men når der er tale om en total usikkerhed, så kan det føre til en negativ mental indstilling."

Debie Morera er født i Kochi, Indien og startede hos Norden i 2012 som Chief Officer. Han blev forfremmet til kaptajn i 2014.

Corona-dagbog fra Shanghai: V.Group er tilbage i et mere normalt og alligevel helt anderledes marked

Corona-dagbog fra Connecticut: Dorian-chef kan ikke se ét menneske fra sit vindue 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også