Tankskib lækker olie ved Aabenraa

Et kraftigt uvejr, der ramte Aabenraa lørdag formiddag, fik et tankskib til at rive sig løs under losning af olie til Enstedværket. Det har udløst en større miljøaktion.
Stone 1 er fra 2008, sejler under Marshall Islands-flag, er 183 meter langt, 27 meter bredt og har en vægt på 37.889 dwt. | Foto: PR
Stone 1 er fra 2008, sejler under Marshall Islands-flag, er 183 meter langt, 27 meter bredt og har en vægt på 37.889 dwt. | Foto: PR
AF TV SYD, FORMIDLET AF RITZAU

Pludselig kraftig vind med voldsomme hagl- og regnbyger ramte omkring klokken 09.30 lokalt det sydlige Aabenraa.

Det kraftige uvejr fik tankskibet "Stone 1" til at rive sig fri fra dets fortøjning ved Enstedværket, mens skibet var i gang med at losse såkaldt vakuum-olie.

Inden der blev trykket på pumpernes stop-knap, slap en endnu ukendt mængde olie ud i vandet. Olien er siden er drevet ind mod stranden øst for stedet. Olien ligner en grøn algemasse og er ufarlig for mennesker.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer dog folk, der færdes ved stranden, til at undgå at gå i eller røre ved olien, da den klistrer sig fast.

"Den klistrende olie udgør en risiko for fugle- og dyrelivet i det berørte område. Derfor har vi sat en større miljøaktion i gang med skibe og på land," oplyser vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

I arbejdet på land deltager mandskab og materiel fra Brand & Redning Sønderjylland samt Beredskabsstyrelsens afdelinger i Herning og Haderslev, der assisterer med 22 brandfolk, flydespærringer og skimmere, der kan opsamle olien i vandet.

Tankskibet ligger nu for anker mellem Jylland og Als, mens der ryddes op ved havnen og stranden i Aabenraa.

Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af TV Syd.

150 olieprøver og to sniffere skal sikre, at svovlreglerne bliver overholdt i Danmark

Flere danske rederier fravælger talentprogrammer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også