Ackermann og BW LPG gør klar til 18 måneders LPG-optur

BW LPG-topchef Martin Ackermann forudser 18 måneders optur i LPG-sektoren, hvor spotraterne lige nu ligger på omkring 45-50.000 dollar om dagen. "På de nuværende niveauer laver vi i runde tal omkring 1 mio. dollar i cash om dagen," siger topchefen til ShippingWatch.
BW LPG's topchef Martin Ackermann. | Foto: PR/BW LPG
BW LPG's topchef Martin Ackermann. | Foto: PR/BW LPG

Efter flere år med et særdeles vanskeligt marked og tab på bundlinjen kan BW LPG og de øvrige store gasrederier nu øjne en væsentlig forbedring lige foran dem.

BW LPGs topchef Martin Ackermann regner med, at det næste halvandet år bliver stærkt for sektoren for transport af flydende petroleumsgas oven på et andet kvartal, hvor raterne fik mere momentum, og rederiet kunne vende et større underskud fra første kvartal til et samlet overskud for første halvår.

For rederiet, der især sætter sin lid til spotmarkedet og korte kontrakter, er der grund til at tro på en reel optur over de næste måneder.

"Jeg tror i hvert fald, at vi har 18 måneder i et positivt marked," siger Martin Ackermann i et interview med ShippingWatch.

"Vi er markant mere positive, end vi har været meget længe. Vi har set, at markedet er kommet væsentligt kraftigere tilbage og endda højere, end vi havde forventet, og det betyder, at raterne i andet kvartal og frem til i dag har været meget fornuftige," fortsætter topchefen.

I det seneste kvartal blev det til et overskud på 26,7 mio. dollar. Det overgik et underskud på 23,4 mio. dollar i første kvartal og betød, at det for første halvår blev til et samlet plus på 3,3 mio. dollar.

Spotrater på 45-50.000 dollar

I kvartalet lå raterne for BW LPG's flåde af store gastankskibe i snit på 27.500 dollar om dagen, hvilket var tæt på en fordobling af niveauet i starten af året. Og det rækker til et plus for BW LPG, idet breakeven for flåden ligger på omkring 22.800 dollar.

BW LPG går i plus efter tæt på fordobling af gasrater 

Siden har markedet fået yderligere momentum med spotrater, der ifølge Martin Ackermann pt. ligger på omkring 45-50.000 dollar om dagen.

"På de nuværende niveauer laver vi i runde tal omkring 1 mio. dollar i cash om dagen, så det er en helt anden tid, end vi har haft tidligere," siger han og fortsætter:

"Vi er kommet igennem ni hårde kvartaler, men vi havde positioneret os til, at markedet skulle være hårdt, og vi kommer ud med en stærk balance og likviditet i god behold. Nu skal vi have fyldt bankbogen op igen, så vi kan modstå uvejret, som vil komme igen på et tidspunkt i det her cykliske marked."

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Det er netop spotmarkedet, der udgør en central del af BW LPG's forretning, idet rederiets længerevarende ordrer for de kommende måneder er begrænset.

"Vi har lige nu en kontraktbog på 11 pct. af skibsdagene for næste halvår og 4 pct. for 2020. Så vi lægger an til at få maksimal udnyttelse af et højt spotmarked. Jeg synes, at vi har fået positioneret os rigtigt, og jeg tror, at vi kommer til at få stor udnyttelse af markedet de næste 18 måneder," siger Martin Ackermann.

Trods forbedringen i andet kvartal er der dog iagttagere, der er skuffet over rederiets resultater i perioden. Det er tilfældet hos både Danske Bank og Arctic Securities, der henholdsvis havde ventet en højere rateindtjening for skibene og et driftsresultat (ebitda), der var 17 pct. højere end de 74,6 mio. dollar, det blev til i andet kvartal.

Hos BW LPG mener Martin Ackermann dog, at det er naturligt, at indtjeningen "altid halter lidt," når der sker store udsving i markedet.

"Der er ikke nogen overraskelser her, og der er en lille smule ratslør i det, når raterne går op så hastigt, som de gør. Så kommer indtjeningen efterfølgende. Alle rejserne fra første kvartal, hvor raterne var lave, skal afsluttes, før vi kan drage nytte af de høje rater for kvartalet efter," siger han.

Stigende interesse for nybygninger

Det er især to elementer, der er helt centrale for, at LPG-markedet fortsat vil ligge højt i fremtiden, hvis man spørger BW LPG.

Dels skal USA blive ved med at øge sin produktion og eksport af søvejen af LPG. Dels skal nybygningsbogen på nye og store gasskibe holdes nede.

For sidstnævnte parameter oplever Martin Ackermann dog, at der igen begynder at være interesse fra rederne for at bestille nye skibe. Senest så LPG-sektoren seks nybygninger ramme vandet i andet kvartal, hvor ingen eksisterende skibe blev sendt til ophugning.

"Der er desværre allerede for mange, der er på besøg hos værfterne og diskutere nye bestillinger. Og der er ikke nogen grund til, at vi allerede får markedet ødelagt for os selv," siger Martin Ackermann og fortsætter:

"Vi har ikke bestilt nogen og har været konsekvent om at sige, at der er masser af muligheder for at konsolidere i markedet og købe skibe op, hvis man har lyst til det."

BW LPG har selv to nybygninger på vej. Medregnet dem kontrollerer rederiet samlet set en flåde af i alt 49 skibe, hvoraf langt størstedelen er VLGC'ere.

BW LPG er en del af BW-gruppen og har sit hovedkontor i Singapore. Rederiets aktie er noteret på Oslo Børs.

Eksport af naturgas fra USA til EU er tredoblet på et år

BW LPG får større underskud i første kvartal 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også